Nytårstale får blandet modtagelse

Rød og blå blok er meget uenige om statsminister Helle Thorning-Schmidts første nytårstale.

Repræsentanter kommenterede statsminister Helle Thorning-Schmidts første nytårstale. (© DR)

Statsminister Helle Thorning-Schmidts første nytårstale får ros af partierne bag rød blok, mens oppositionen kritiserer talen for at være for upræcis.

- Det var en tale uden kant, hvor der ikke blev fremlagt nogen løsninger, lød konklusionen fra Dansk Folkepartis leder, Pia Kjærsgaard, i debatten på DR1 efter nytårstalen.

Statsministeren forspildte ifølge DF's formand chancen for at anvise danskerne en vej ud af krisen. I stedet talte Thorning i overskrifter om reform af førtidspension, kontanthjælp og skat, som kendes fra regeringsgrundlaget.

Claus Hjort: Løftebrud

Venstres tidligere finansminister Claus Hjort Frederiksen siger, at talen rummede endnu et løftebrud:

- Før og efter valget hørte vi hende sige, at vi skal investere os ud af krisen. Nu er hovedbudskabet i talen, at vi må indstille os på nedskæringer og besparelser.

- Vi har ikke fået noget fingerpeg om, hvad statsministeren rent konkret vil foretage sig. Eller hvordan hun vil sikre sig, at det kan betale sig at arbejde, siger Claus Hjort Frederiksen.

De Radikales gruppeformand, Marianne Jelved siger, at det var en god nytårstale, hvor Helle Thorning-Schmidt redegjorde for regeringens fælles værdier om at støtte samfundets svageste, og at alle bør betale til kriseregningen.

Gennemsyret af venstreorienterede værdier

Marianne Jelved glæder sig over, at Thorning nævnte reformer af kontanthjælp, førtidspension og skat.

SF's politiske ordfører Jesper Petersen ser en rød tråd i nytårstalen, som er "gennemsyret af venstreorienterede værdier om solidaritet og sammenhold".

- Den lægger meget vægt på den afgørende balance mellem ret og pligt, som er nødvendig i en tid, hvor det bliver svært i de kommende år, siger han.

Liberal Alliances formand, Anders Samuelsen, er tilfreds med, at statsministeren tager fat i spørgsmålet om sociale ubalancer, blandt andet at det ikke giver nok for lavtlønnede at gå på arbejde.

- Statsministeren er ikke konkret nok i forhold til, hvad der skal til for at rette økonomien op, siger Anders Samuelsen, der ønsker 100.000 færre i den offentlige sektor og 100.000 færre på overførselsindkomster.

Facebook
Twitter