Østergaard efter gårsdagens drama: 'Piben har fået en anden lyd'

Radikale Venstre var anderledes positive i dag efter forhandlinger med Mette Frederiksen.

Det var langt fra en tilfreds Morten Østergaard (RV) som i aftes holdt et pressemøde, efter at partiet blev væk fra samlede regeringsforhandlinger med de andre partier i rød blok.

- Man løber ikke om hjørner med os. Når vi har sagt, at vi ikke offentliggør delaftaler, så gør vi det ikke, sagde Morten Østergaard, efter at de tre andre forhandlingspartnere havde givet håndslag på en række ting på klimaområdet.

I dag var partiet dog igen til stede ved Landstingssalen for at forhandle med Mette Frederiksen (S), og efter halvanden times forhandlinger var det en anderledes positiv politisk leder, der udtalte sig til pressen.

- Det var en noget anderledes og konstruktiv drøftelse, vi havde i dag. Jeg synes, piben havde fået en anden lyd, siger Morten Østergaard.

Omtaler aftale som luftkasteller

Dagens forhandling omhandlede særligt minimumsnormeringer og økonomi. Og netop økonomien er et sted, som lige nu adskiller parterne.

- Vi havde en længere drøftelse i dag om nogle af de ting, som strandede i går. Det er velkendt, at der er uenigheder på økonomi og udlændinge. Jeg oplevede, at der var en anden konstruktiv tone i dag. Så må vi se, om det holder de kommende dage, siger Morten Østergaard.

Det var netop manglende enighed om økonomien, der betød, at Radikale Venstre ikke mødte op til de samlede forhandlinger i aftes, hvor Socialdemokratiet, SF og Enhedslisten blev enige om et reduktionsmål på 70 procent på drivhusgasser fra 1990 til 2030.

Partierne har dog ikke lavet en plan for, hvordan målet skal nås økonomisk, og derfor fastholder Morten Østergaard, at det var den rigtige løsning ikke at møde op.

- Det er at vise luftkasteller, hvis man ikke har økonomien på plads. Har man ikke det, så er det - ja, løse planer, siger Morten Østergaard.

Facebook
Twitter