Østergaard til S og V: Fald ikke på knæ for DF

De Radikale vil samarbejde med S og V, men der skal ikke gives magt til DF, siger partileder Morten Østergaard

Vi skal have en ny regering, og De Radikale skal sætte kursen, siger Morten Østergaard.

- Vi har ikke haft det bedre i ti år. Og alle venter, at det går endnu bedre næste år.

Det siger De Radikales partileder, Morten Østergaard, i sin tale ved partiets landsmøde i Nyborg.

- Hvordan kan det så være, at vi har en regering, som for tredje år i træk fremlægger en finanslov med massive besparelser på uddannelse? siger Morten Østergard.

- Hvordan kan det så være, at man mener, at vi ikke har råd til at tage en eneste ny kvoteflygtning? Vi skal have en ny regering, og De Radikale skal sætte kursen.

Han advarer Venstre og Socialdemokratiet mod et knæfald for Dansk Folkeparti som dansk politiks nye midterparti.

- Derfor siger jeg bare til de gode folk i Venstre, og især til Mette Frederiksen: Vi skal ikke deponere vore nøgler hos Dansk Folkeparti. Vi kan gøre det meget bedre, hvis vi gør det sammen, siger Morten Østergaard.

Han besvarer talen fra Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, til DF's landsmøde i Herning. Her kalder han De Radikale for et "fløjparti". DF vil sætte De Radikale helt udenfor indflydelse på udlændingepolitik.

- Og ja: Antallet betyder noget. Hvis vi nu i fællesskab i EU kunne finde ud af at behandle asylsager. Så det ikke var det enkelte land. Så kunne vi tage kontrollen tilbage, siger Morten Østergaard.

Han vil sende danske soldater fra grænsen til EU's ydre grænser og kræver større solidaritet fra østeuropæiske EU-lande.

/ritzau/