Offerfond: Penge skal bruges til forskning og støtte

25 millioner om året skal bruges til at støtte offerrådgivninger rundt omkring i landet, til forskning og til ny behandling af ofre.

25 millioner om året skal bruges til at støtte offerrådgivninger rundt omkring i landet, til forskning og til ny behandling af ofre. Det har regeringen og Enhedslisten aftalt. (Foto: DR)

Nu skal ofre for vold eller anden kriminalitet hjælpes bedre - og pengene skal komme fra folk, der overtræder loven.

De skal nemlig betale 500 kroner i afgift til en offerfond. Penge, som kommer oveni en eventuel bøde eller fængselsstraf.

Også dem, der slipper med en betinget straf skal betale til fonden, og det skal alle de 50-60.000 bilister, der hvert år får et klip i kørekortet, også.

Penge går ikke direkte til ofre

Det har regeringen og Enhedslisten aftalt.

På den måde får fonden cirka 25 millioner kroner om året - pengene går dog ikke direkte til ofrene, men bliver i stedet brugt til at støtte offerrådgivninger rundt omkring i landet, til forskning og til ny behandling af ofre.

Justitsminister Morten Bødskov siger til Radioavisen:

Støtte og hjælp til ofre

- Det her er at give ofrene en stærk håndsrækning i form af bedre rådgivning og vejledning igennem systemet. Hvordan får jeg et bedre fodfæste på arbejdsmarkedet? Hvad med min bolig? Og så tilbydes de selvfølgelig støtte og hjælp, for det er forfærdelige forbrydelser, de har været udsat for.

Hele debatten om hvorvidt ofre for kriminalitet bliver hjulpet godt nok, startede i februar, da Malene Duus stod frem med sin historie. Hendes ekskæreste havde smidt hende ud fra vinduet på tredje sal, og tre år efter er hun halvvejs invalid, arbejdsløs og ikke kommet videre i sit liv. Hendes gerningsmand, derimod, fik masser af hjælp til at starte forfra i form af en læreplads hos stjernekokken Claus Meyer.

- Når voldsmanden bliver hjulpet så meget, føler jeg, at det er en ekstra straf for mig, sagde Malene Duus i februar.

Facebook
Twitter