Ombudsmand: Mod reglerne at Anna Mee Allerslev lånte gratis festlokale

Ombudsmanden har dog ikke grundlag for at bede Københavns Kommune om at genoptage sagen.

Anna Mee Allerslev forlod sin borgmesterpost kort før kommunalvalget i november 2017. (Foto: Mads Joakim Rimer Rasmussen © Scanpix)

Folketingets Ombudsmand finder, at det var i strid med gavereglerne, da Anna Mee Allerslev (R) fik stillet et gratis lokale til rådighed af Øens Murerfirma for at afholde sin 30 års fødselsdag i august 2014.

Det skriver ombudsmanden i en pressemeddelelse, hvor han har undersøgt adskillige af de ting, der førte til, at den daværende beskæftigelses- og integrationsborgmester Københavns Kommune måtte forlade sin post i 2017.

- Det er min opfattelse, at udlånet af et lokale til Anna Mee Allerslev i forbindelse med fejringen af hendes 30-års fødselsdag havde karakter af en gave, som Anna Mee Allerslev ikke burde have taget imod, lyder det i redegørelsen.

I redegørelsen lyder det også, at den tidligere borgmester ikke burde havde deltaget i beslutningen om at give Øens Murerfirma en erhvervspris i 2017. Hun var nemlig inhabil i sagen.

På trods af at ombudsmanden mener, at Anna Mee Allerslev har brudt reglerne, finder han dog ikke, at der er 'fundet grundlag for at henstille til Københavns Kommune at genoptage sagen'.

Har undersøgt relation til direktør

En stor del af sagen omkring Anna Mee Allerslev - der endte med at måtte trække sig - handlede om, at borgmesteren fik istandsat sin lejlighed af Øens Murerfirma.

- Under sagen har Københavns Kommune desuden indsendt en række dokumenter til ombudsmanden om istandsættelse af borgmesterens private lejlighed, som det private firma var involveret i.

- Oplysningerne er imidlertid ikke entydige, og ombudsmanden konkluderer, at det ikke med hans redskaber er muligt at trænge til bunds i denne del af sagen, skriver ombudsmanden.

Ombudsmanden har ligeledes set på den tidligere borgmesters relation til direktøren i Øens Murerfirma, der blandt andet deltog i hendes bryllup.

I redegørelsen lyder det, at Anna Mee Allerslev har oplyst, at hun ikke anser Jan Elving som en privat ven, men som en person, som hun har et venskabeligt forhold til.

Og på baggrund af blandt andet dette, vurderer han, at der ikke foreligger et venskabsforhold af en karakter, der medfører inhabilitet.

Ritzau har i forbindelse med Folketingets Ombudsmands redegørelse fået en kort kommentar fra Anna Mee Allerslevs advokat, Bjarke Vejby:

- Anna Mee Allerslev er tilfreds med, at Ombudsmanden konkluderer, at der ikke i forhold til Øens Murerfirma var en venskabelig relation, der medfører inhabilitet i forvaltningslovens forstand, lyder det.

Facebook
Twitter