Ombudsmand overvejer at gå ind i ny Støjberg-sag

Folketingets ombudsmand holder øje med sagen om udvisninger af alvorligt syge udlændinge.

Integrationsminister Inger Støjberg skal i samråd om sagen på torsdag. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Scanpix 2018) (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)

Endnu en sag fra udlændinge- og integrationsminister Inger Støjbergs (V) bord risikerer nu at ende hos Folketingets vagthund.

I en skriftlig kommentar til DR Nyheder siger Folketingets ombudsmand, Jørgen Steen Sørensen, at han holder øje med sagen om udvisninger af alvorligt syge personer, som Inger Støjberg de seneste dage har fået kritik for.

Det er Radio 24syv, der blandt andet har afsløret, at advokater og organisationer mindst fire gange i løbet af 2017 har advaret Udlændinge- og Integrationsministeriet om, at der er risiko for, at Danmark udviser alvorligt syge udlændinge i strid med en dom fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, den såkaldte Paposhvili-dom.

Ombudsmanden afventer samråd

Selvom dommen faldt i december 2016, stillede ministeriet nemlig først de berørte sager i bero den 6. januar i år.

- Vi er opmærksomme på Udlændinge- og Integrationsministeriets opfølgning på Paposhvili-dommen i forhold til de forskellige persongrupper, der kan være berørt, siger Jørgen Steen Sørensen i en skriftlig kommentar til DR Nyheder.

Han henviser til, at Inger Støjberg på torsdag skal i samråd om sagen.

- Vi afventer nu foreløbigt det kommende samråd i Folketinget og vil herefter tage stilling til, om vi bør foretage os noget over for ministeriet.

Myndigheder skal undersøge nærmere

Dommen fra 2016 betyder, at det i sager om alvorligt syge, der søger om humanitært ophold, ikke er nok, at Danmark og andre landes myndigheder undersøger, om ansøgerens behandling er tilgængelig i personens hjemland.

Det skal også undersøges og indgå i vurderingen, om personen reelt har adgang til behandlingen, altså for eksempel om personen fysisk er i stand til at komme hen til medicin og behandling, og om personen økonomisk har råd til det.

Louise Halleskov Storgaard, der er lektor i EU og menneskeret på Aarhus Universitet, kalder sagen problematisk.

- Det er problematisk, hvis udlændingemyndighederne i løbet af det her år har behandlet sager om humanitær opholdstilladelse på en måde, der ikke er i overensstemmelse med dommen, og der er i hvert fald kommet nogle sager frem i medierne efterhånden, der giver anledning til at tro det, siger hun.

- Hvis der er blevet sendt alvorligt syge udlændinge tilbage til deres hjemland i strid med dommen, så har Danmark ageret i strid med menneskerettighederne.

Sagen har fået opmærksomhed fra flere medier, blandet andet radio24syv, Politiken og Information, har tidligere skrevet om sagen.

Støjberg er tavs

Tre personer fik fra den 1. januar 2017 til den 6. november 2017 humanitært ophold i Danmark, mens 88 i samme periode fik afslag, og Enhedslistens udlændingeordfører Johanne Schmidt-Nielsen frygter, at der blandt dem er alvorligt syge personer, der er sendt ud på et fejlagtigt grundlag.

Hun kalder det "helt oplagt", at ombudsmanden holder øje med sagen.

- Efter alt at dømme har der jo simpelthen været en ulovlig sagsbehandling på området for humanitære opholdstilladelser siden december 2016, og det er selvfølgelig en meget alvorlig sag, siger hun.

Samrådet med Inger Støjberg er sat til at finde sted på torsdag kl. 12.

Inger Støjberg ønsker ikke at stille op til interview om sagen. Det gør Venstres udlændingeordfører Marcus Knuth heller ikke.