Omstridt lovforslag om ældre-besparelser trækkes tilbage

Drøftelserne om den fremtidige udformning af boligydelsen vil først blive genoptaget i foråret 2016.

Finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) og DF-partiformand Kristian Thulesen Dahl. (Foto: TORKIL ADSERSEN © Scanpix)

Regeringen og dens støttepartier i blå blok trækker nu det omstridte lovforslag om besparelserne på pensionisters boligydelse tilbage.

Drøftelserne om den fremtidige udformning af boligydelsen vil først blive genoptaget i foråret 2016.

- Set i lyset af debatten og de mange spørgsmål, der er blevet rejst, har vi i fællesskab besluttet, at den bedste løsning her og nu er, at vi i ro og mag ser på spørgsmålet igen i det nye år. Det er et særdeles kompliceret område, og derfor er det vigtigt, at vi tager os den fornødne tid, udtaler finansminister Claus Hjort Frederiksen (V).

Dansk Folkeparti har krævet ændringer af lovforslaget og stillet spørgsmål i Finansministeriet som følge af en række beregninger fra Ældresagen, der har vist, at mellem 150.000 og 175.000 pensionister mister op til 8.000 kroner om året, fordi de selv skal betale mere i husleje.

Udfordring med finansiering

De spørgsmål er endnu ikke besvaret, fordi det kræver længere tid, oplyser Finansministeriet.

- Finansloven skal stemmes igennem torsdag. Derfor er det fornuftigt at trække lovforslaget og få bedre tid til at få besvaret spørgsmålene og på den baggrund se, om den foreslåede ordning skal justeres, udtaler Claus Hjort Frederiksen.

Dermed står blå blok med en udfordring i forhold til at finde finansiering i det kommende år. Alene i 2016 havde ændringen af boligydelsen indbragt 90 millioner kroner. I aftaleteksten, hvor lovforslaget trækkes tilbage, står, at der nu er en "negativ budgetregulering på Finansloven for 2016".

Derudover skal størrelsen på udligningsskatten på pensioner frem mod 2020 diskuteres. Det er en særlig skat, som Liberal Alliance længe har villet gøre noget ved.

Endelig vil partierne diskutere om "affaldsgebyret" kan gøres til en tilvalgsordning, som de konservative har ønsket. Det er et gebyr, der har været pålagt alle virksomheder, og som mange små virksomheder har bøvlet voldsomt med.

Byger af kritik

Regeringen og resten af blå blok har den seneste uge befundet sig i stiv modvind, fordi finansloven for næste år indeholdt de klare besparelser på pensionisternes boligydelser.

Dansk Folkeparti havde nikket til aftalen på den betingelse, at besparelsen ikke ville ramme de svageste pensionister.

Men allerede i november sendte Ældresagen en række høringssvar til partierne - de var dybt bekymret for finanslovens bebudede besparelser på boligydelsen til ældre i ældreboliger.

For ifølge deres beregninger vil det betyde, at mellem 150.000 og 175.000 pensionister mister op til 8.000 kroner om året, fordi de selv skal betale mere i husleje.

Enkelte vil miste helt op til 30.000 kroner om året.

Men først da interesseorganisationen i sidste uge offentliggjorde en række eksempler ældre, der stod til at miste store dele husleje tilskud, kom Dansk Folkeparti på banen.

Partiformand Kristian Thulesen Dahl skrev blandt andet i en Facebook-opdatering, at hvis Ældresagens beregninger var rigtige, så er det i strid med det, partiet fik fået oplyst i forhandlingerne.

Og så skulle de laves om.

Det fik finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) til at slå fast, at ingen med en indkomst på under 150.000 kroner om året kommer til at misteboligydelsen.

Det viste sig ikke at holde stik.

For dagen efter kunne Jyllands-Posten med et dokument fra netop Finansministeriet fortælle, at 22.500 personer med indkomst under 150.000 kommer til at miste boligydelsen i 2020.