Omstridt vindtest-center i Østerild skal udvides

Vindmølleindustrien vil gerne have testet 300 meter høje møller, og det vil snart kunne ske i Østerild Klitplantage.

Den planlagte udvidelse af vindmøllecentret i Østerild Klitplantage vil betyde, at møller op til 300 meter vil kunne testes. (Foto: henning Bagger © Scanpix)

Regeringen vil udvide det omdiskuterede testcenter for vindmøller i Østerild Klitplantage i Thy, skriver Altinget.dk.

Da testcenteret blev etableret i 2011, var det under højlydte protester fra lokale og organisationer, men bekymringerne er ifølge regeringen manet så meget til jorden, at det er tid til at udvide projektet.

Dermed lytter erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen til Vindmølleindustriens ønsker om flere testpladser til store vindmøller.

- Det er helt afgørende med up to date-testpladser i Danmark, hvis vi skal udbygge vores førerposition inden for vindteknologi, siger han.

Ifølge Vindmølleindustrien er der brug for mindst fire nye testpladser. Og helst med mulighed for 300 meter høje vindmøller. I dag er den højeste mølle 220 meter.

Danmarks Naturfredningsforening var voldsomt bekymret, da testcentret blev etableret, og foreningen mener fortsat, at det er en uskik at bygge vindmøller i skovene.

Troels Lund Poulsen vil præsentere regeringens forslag inden jul. Han forventer, at der vil være politisk opbakning i forligskredsen til nye testpladser.

Det var den daværende VK-regering, der med støtte fra Dansk Folkeparti, Socialdemokratiet og SF besluttede at placerede testcenteret i Østerild.

/ritzau/

Facebook
Twitter