Opgørelse viser at fagligt svage elever opgiver gymnasiet

Elever med karakterer under 4 i dansk og matematik dropper i stor stil ud af gymnasiet, viser en ny opgørelse.

Halvdelen af de elever, der starter i gymnasiet med karakterer under 4 i dansk og matematik opgiver. Elever fra Gefion Gymnasium undervises her af deres matematiklærer Andreas Andersen. (Foto: søren bidstrup © Scanpix)

Nye beregninger fra Undervisningsministeriet viser, at hver anden elev, der er optaget i gymnasiet med karakterer under 4 i folkeskolens dansk og matematik, må opgive at fuldføre gymnasiet, skriver altinget.dk.

- Det er et vanvittigt højt tal - og det viser, at vi gør mange unge en bjørnetjeneste ved fuldstændig ukritisk at sige, at det ikke spiller en rolle, hvad det faglige indgangsniveau er. Tallene viser, at det spiller en rolle, siger undervisningsminister Ellen Trane Nørby.

Overordnet set måtte 38 procent af de elever, der startede i gymnasiet i 2011 med et mindre karaktergennemsnit end 4, opgive at fuldføre.

Ser man specifikt på de omdiskuterede karakterer for matematik og dansk i folkeskolen, viser det sig, at 50 procent af eleverne med mindre 4 i dansk og matematik dropper ud af gymnasiet.

Til sammenligning er frafaldsprocenten 15 for elever, der opfylder et krav om 4.

Partierne er uenige om adgangskravet til gymnasiet. Regeringen foretrækker et adgangskrav på 4, mens R, SF og S kun vil gå med til et adgangskrav på 2.

/ritzau/

Facebook
Twitter