Opposition forlader mediestøtteforhandlinger

VKO forlod i går mediestøtte forhandlingerne. Vi kan ikke blive enige om lønsumsafgiften, siger Venstre.

VKO forlod i går mediestøtte forhandlingerne. Vi kan ikke blive enige om lønssumsafgiften, siger Venstres Michael Aastrup Jensen.

Forhandlingerne om en ny mediestøtteordning er brudt sammen.

Da partierne i går klokken 17:30 mødtes med kulturminister Uffe Elbæk (R), forlod Venstre, de Konservative og Dansk Folkepartier forhandlingerne.

- Vi har kæmpet længe, men vi er nødt til at trække stikket, siger kulturordfører Michael Aastrup Jensen til DR Kultur.

Uenighed om lønsumsafgift

Ifølge Aastrup er den altoverskyggede grund til sammenbruddet spørgsmålet om den øgede lønsumsafgift, som regeringen vedtog sammen med Enhedslisten i finanslovsaftalen, og som betyder en yderligere udgift på 40 millioner kroner til dagbladene.

- Hvis der skal spares 40 mio. allerede på forhånd, vil det betyde kæmpe massakre på en række dagblade, ikke mindst de regionale og lokale dagblade. Undersøgelser viser, at over 70 procent af alle nyheder bliver skabt af dagbladene. De er en vigtig del af vores demokrati, siger han til DR Kultur.  

Liberal Alliances medieordfører, Simon Emil Ammitzbøll deltog ikke i forhandlingerne, men sagde i går til Berlingske Tidende, at han savner en rød tråd i regeringens udspil.

Kulturminister brug for tænkepause

Men kulturminister Uffe Elbæk kan ikke ændre på afgiften. Det ligger ikke inden for hans resortområde, men derimod er det en sag for finansministeren, sagde han i går til Berlingske. 

Samtidig understreger han over for avisen, at han ikke ser de borgerlige partiers exit fra forhandlingerne som endeligt og siger, at han har brug for en 'tænkepause':

- Jeg ønsker så bredt et forlig som overhovedet muligt, og jeg vil ikke udelukke, at kredsen kan blive bredere end dem, der lige nu har lyst til at diskutere videre,” siger kulturministeren til avisen.

En foldedør

Michael Aastrup Jensen udelukker ikke helt, at Venstre vil komme tilbage til forhandlingerne, hvis ministeren omstøder sin beslutning om de 40 mio.

- Vi kommer gerne tilbage, hvis ministeren kommer og siger, at lønsumsafgiften kan diskuteres efter sin "tænkepause". Vi har så at sige lukket døren med en foldedør, siger Aastruo til DR Kultur.  

Konservatives Lars Barfoed udtaler til Berlingske, at hvis regeringen gennemfører det udspil med Enhedslisten, der ligger på bordet nu, så vil de borgerlige partier lave ordningen om næste gang de kommer i regering.