Opposition med alternativ finansiering af forsvarsforhandlinger: Afskaffelse af store bededag skal ikke være adgangsbillet

Bededag er ikke fredet på trods af partiernes forslag, understreger forsvarsministeren (V).

En noget umage opposition har fundet sammen. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix) (Foto: © Mads Claus Rasmussen, Ritzau Scanpix)

Ni oppositionspartier har fundet et alternativt bud på, hvordan man kan finansiere forsvarsforliget.

Det er ikke hver dag, at man ser partierne, der tæller alt fra Enhedslisten til Nye Borgerlige, gå sammen på den måde.

Men en fælles utilfredshed med regeringens krav om, at man skal sige ja til at droppe bededag for at få adgang til forhandlingerne om et nyt forsvarsforlig, har bragt dem sammen.

De Radikales leder, Martin Lidegaard, er glad for, at de ni partier er blevet enige om et nyt forslag.

- Jeg er stolt over, at vi er ni partier, der i fællesskab har kunnet finde de tre milliarder, som dansk forsvar skal bruge, og som regeringen foreslår at tage ved at afskaffe store bededag. Men her er en helt konkret alternativ finansiering, siger han

Oppositionen foreslår, at de tre milliarder til forsvarsforliget skal komme tre forskellige steder fra:

  1. 1

    1,25 milliarder kroner fra prioritering af offentlige investeringer på baggrund af saldoforbedringer.

  2. 2

    1 milliarder kroner fra Aftale om Vinterhjælp, der var overfinansieret.

  3. 3

    0,75 milliarder i "sanering af erhvervsstøtten i forhold til målet i regeringsgrundlaget".

Det er partierne SF, Danmarksdemokraterne, Liberal Alliance, Konservative, Enhedslisten, Radikale Venstre, Alternativet, Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige, der står bag det alternative forslag til at finansiere forsvarsforliget.

Drop adgangsbillet

Regeringen har på forhånd sagt, at hvis man vil være med i forsvarsforliget, går man samtidig med på præmissen om, at afskaffelsen af store bededag er finansieringen.

Men det er urimeligt at stille en samlet forligskreds over for én eneste mulig finansiering, før der er indkaldt til forhandlingerne, skriver en fælles opposition.

Finansieringen af forsvaret kan se ud på mange måder og behøver ikke nødvendigvis at kobles til store bededag, mener partierne bag dagens udmelding.

- Jeg håber, at regeringen nu benytter lejligheden til at kravle ned fra træet og anerkender, at afskaffelsen af store bededag selvfølgelig ikke er den eneste måde at finansiere det nødvendige løft af vores forsvar på, siger formand for Danmarksdemokraterne Inger Støjberg.

Forsvarsminister Jakob Ellemann-Jensen (V) kan endnu ikke svare på, om forslaget kan åbne for alternative finansieringer af forsvarsforliget.

- Jeg kommer ikke til at have en meget firkant holdning til noget, der lige er blevet præsenteret, og som jeg ikke har haft tid til at sætte mig ind i. Jeg synes, det er mest respektfuldt, at jeg kigger på det her og ser på, om det er noget, der kan hænge sammen.

Regeringen holder fast i melding om at afskaffe store bededag (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix) (Foto: © Mads Claus Rasmussen, Ritzau Scanpix)

Bededag er ikke fredet

Regeringen vil afskaffe store bededag for at skaffe penge til at øge udgifterne til forsvaret.

I tirsdags understregede den, at trods modstanden mod af afskaffe store bededag, bliver det, som regeringen har sagt.

- Lovforslaget om, at vi afskaffer en helligdag for at sikre en finansiering, det lovforslag har regeringen tænkt sig at fremsætte og gennemføre. Bare så der ikke er nogen tvivl, sagde Mette Frederiksen på et pressemøde i tirsdags.

Og det rykker dagens udmelding fra oppositionen ikke ved, understreger Ellemann-Jensen.

- Det er regeringens holdning, at store bededag bliver afskaffet som fridag. Det giver en økonomi og et ganske stort arbejdsudbud, siger han.

Selvom regeringen stadig kan vælge at gennemføre planen om at skrotte bededag, bliver det sværere at fastholde koblingen, der er blevet lavet mellem forsvarsforliget og store bededag, siger DR's politiske analytiker Jens Ringberg.

- Nu må vi forvente, at spillet om forsvarsforliget vil åbne sig igen, men det betyder ikke umiddelbart, at der sker nogen ændringer i forhold til at nedlægge store bededag. Det er stadig regeringens plan, og den har jo et flertal.

Døden ved Bakhmut