Situationen var lang fra optimal, og når Michaella tænker tilbage på foråret sidste år ryger hendes mundvige hurtigt op i et skævt smil.
Med en baby på hver en arm og yderligere tre i maven, der ventede på sige hej til verdenen, besluttede hun sig sammen med en veninde at oprette et borgerforslag, der skulle komme dem begge til gode.
Hun krævede 26 ugers udvidet barsel til tvillinge- og flerlingefamilier, som forældrene kunne dele mellem sig.
- Det var fuldstændig vanvittigt, at der ikke var bedre vilkår for tvillingeforældre og tvillinger i særdeleshed, siger Michella Meier-Morsi.
Selvom over 52.000 havde skrevet under på borgerforslaget, og der blandt oppositionen var stor opbakning, afslog regeringen, da der ikke var finansiering til det.
Men de mellem 70 og 90 millioner kroner, forslaget vil koste, har en samlet opposition - alt fra Nye Borgelige til Alternativet - nu fundet.
- De finansieringsforslag, vi har fundet, kan rigeligt dække det ind, siger SF's finansordfører Lisbeth Bech-Nielsen.
- Og det, skal jeg hilse at sige, er ikke nemt, når man er ni så forskellige partier.
Pengene kan findes hos erhvervstøtten.
De ni oppositionspartier har flere ideer til, hvordan man kan finde pengene.
For eksempel ligger nogle midler allerede på Finansloven, opremser Lisbeth Bech-Nielsen og henviser til, at man kan bruge dem, hvis man vil.
Et andet foreslag vedrører statens advokat, Kammeradvokaten, hvor priserne ifølge finansordførerne bare er "steget og steget over de senere år".
- Vi foreslår, at den aftale genforhandles, og på den måde kan man spare en del penge, siger Lisbeth Bech-Nielsen, inden hun går videre til det tredje forslag.
- Ligesom regeringen selv har lagt op til, mener vi, man skal kigge på de over 40 milliarder kroner, der bliver givet i erhvervstøtte hvert eneste år.
Regeringen har ifølge oppositionspartierne selv beskrevet det i sit regeringsgrundlag.
Som reglerne er nu, får tvillingeforældre ikke mere orlov end forældre til ét barn.
Så hvis begge forældre bliver hjemme i de første måneder, slipper barslen hurtigt op, og tvillingerne vil være nødt til at begynde i vuggestue, længe før de fylder et år. Medmindre forældrene har råd til selv at betale for en forlænget barsel.
På lang sigt mener partierne, at det er en god investering at give ekstra støtte til tvillingefamilier.
- Der er nogle ret alvorlige konsekvenser for tvillingebørn. Vi kan se, de desværre er overrepræsenteret i statistikken omkringen psykatrien, siger Lisbeth Bech-Nielsen.
- Vi kan se, at deres forældre er overrepræsenteret i statisstikker omkring stress og skilsmisser. Det er nogle områder, som både er meget dyrt menneskeligt, men også dyrt for samfundet.
Selvom der nu er fundet finansiering fra en lang række partier, så skal regeringen - med sit flertal - stadig stemme for forslaget, før det kan blive til virkelighed.
Men Lisbeth Bech-Nielsen håber, regeringen er lydhør og henviser til en anden aftale, der faldt på plads sidste år.
Her fik trillinge- og flerlingefamilier ret til udvidet barsel med den begrundelse, at flerlingefamilier står i en ekstraordinær situation, hvor tiden er knap og hænderne er få.
Lisbeth Bech-Nielsen understreger, at samme udfordringer gør sig gældende for tvillingefamilier.
Michaella føler sig utilstrækkelig
Michaella Meier-Morsi indrømmer, at hun fældede en tåre, da hun hørte oppositonspartierne nyheder.
- I mit tilfælde har jeg fået to barsler. Havde jeg fået mine børn en ad gangen, havde jeg fået fem barsler, siger hun.
- Vi går ikke ud og beder om en én til én udvidet, vi beder om 26 uger.
Spørger man moren til fem børn, så er den udvidede barsel ikke kun en bøn fra forældrenes side, det handler først og fremmest om børnene.
- Den bedste måde at sige det på er, at en enlig mor til en enkelt baby har i snit 240 minutter om dagen til at kigge sin baby i øjnene.
- En tvillingemor har 110 minutter til at dele mellem to børn. Det er det skræmmende faktum, der gør, at vi lider af konstant dårlig samvittighed, siger hun og siger i en hurtig bemærkning, at man altid føler sig utilstrækkelig, som reglerne er skruet sammen nu.
Hun håber, at oppositionens forslag kan presse regeringen og få dem til at ændre mening.
- Det eneste argument, de havde for at stemme imod, var, at der ikke var finansiering. Det er der nu, siger Michaella Meier-Morsi.