Oppositionen føler sig holdt for nar af minister: 'Vi fik at vide, at alt kørte som planlagt'

Partier bag boligforliget raser over skatteminister Morten Bødskov.

Skatteminister Morten Bødskov fortalte på et pressemøde i går, at de nye regler for ejendomsskat først kan træde i kraft tre år senere end planlagt - i 2024. (Foto: Sune Stavnstrup Sørensen © Scanpix)

- Han har simpelthen forholdt os oplysninger.

Det er skatteminister Morten Bødskovs (S) udskydelse af de nye regler for boligskat, der får Dansk Folkepartis skatteordfører, Dennis Flydtkjær, op i det røde felt.

Sammen med de andre borgerlige partier og De Radikale, som også er med i aftalen om blandt andet et nyt system for ejendomsvurderinger, har han nemlig løbende holdt møder med ministeren.

Så sent som den 10. september var forligskredsen samlet.

- Jeg og andre spurgte, om man kunne få en status, og hvordan det så ud med tidsplanen. Vi fik et klart svar fra ministeren og hans embedsværk om, at der ikke var nogle forsinkelser i udsigt.

Fik brev allerede i august

De Radikales skatteordfører, Kathrine Olldag, var også med til mødet.

- Jeg husker det som en gennemgang af, hvor langt vi var med de forskellige processer, og ikke at der var nogle væsentlige udskydelser på det tidspunkt.

Du fik ikke nogle signaler fra skatteministeren om, at han havde tænkt sig at udskyde boligskattesystemet?

- Nej, det fik vi ikke noget at vide om på det møde.

Hun pointerer, dog, at hun selv har haft sine bange anelser.

Venstres Troels Lund Poulsen, der også deltog i mødet, kan bekræfte, at ministeren ellers blev spurgt til de nye regler for boligskat og de planer, der var for udrulning.

- Der fik vi at vide, at det kørte efter planen, siger han.

Derfor blev også han meget utilfreds, da skatteminister Morten Bødskov på et pressemøde i går forklarede, at det var et brev fra Statens It-råd, som havde overbevist ham om, at det var nødvendigt at udskyde det nye system.

Det lå på hans bord, da han kom tilbage efter sommerferie med ordlyden:

"Rådet vurderer, at det absolut ikke er realistisk at have it-elementerne klar, så boligskattereglerne kan træde i kraft i 2021," oplyste han på pressemødet.

Men det var længe inden, at forligskredsen var samlet og drøftede sagen. Den 10. september vidste ministeren udmærket i hvilken retning, det bar, mener mødedeltagerne.

'Dybt kritisabelt'

- Det er at holde os forligspartier for nar, når man ikke fortæller om de udfordringer, man godt er klar over er opstået, siger Troels Lund Poulsen.

Det er dybt kritisabelt, lyder det fra DF.

- Ministeren burde helt klart have givet os den her oplysning, når han tilbage i august får at vide, at der stort set ikke er nogle chancer for, at man kan overholde den her tidsplan og få systemet færdigt til den dato, man har lovet, siger Dennis Flydtkjær.

- Endnu værre bliver det, når man så faktisk sidder overfor os politikere, der direkte spørger, om man kan holde tidsplanen, og vi får at vide, at tidsplanen bliver overholdt, fortsætter han.

De Radikales skatteordfører, Kathrine Olldag, ser dog med mildere øjne på skatteministerens håndtering af sagen.

- Han kan have haft alle mulige årsager og grunde til ikke at fremlægge det for os på det tidspunkt. Han er i hvert flad blevet rådet til ikke at gøre det, men jeg har stadig nok tillid til skatteministeren, siger hun.

I en mail til DR Nyheder lyder forklaringen fra skatteministeren således:

- Brevet fra Statens IT-råd blev modtaget i slutningen af august, og deres vurdering indgik som ét element blandt flere i regeringens tryktest af den IT-løsning, der skal understøtte de nye boligskatteregler. Den samlede vurdering var med andre ord ikke på plads på det tidspunkt.