Oppositionen: Haarder må redegøre for studiegæld

Oppositionen er bekymret over de studerendes gældsættelse for 20 milliarder kroner og beder nu undervisningsminister Bertel Haarder redegøre for årsagerne. Han mener imidlertid, at der bliver gjort tilstrækkeligt for de studerende.

Oppositionen er bekymret over de studerendes gældsættelse for 20 milliarder kroner. (© DR)

Flere folketingspolitikere undrer sig over, at at antallet af nyuddannede med en studiegæld på over 100.000 kroner er vokset med 55 procent på bare fem år.

- Hvis det virkelig viser sig, at der er studerende som ikke kan håndtere deres studiegæld, skal vi kigge på det, så vi ikke havner i samme situation som i 1970'erne og 1980'erne, da studerende oparbejdede en enorm studiegæld, siger Socialdemokratiets uddannelsesordfører, Christine Antorini, til Jyllands-Posten.

Hun har sammen med Margrethe Vestager fra Det Radikale Venstre bedt undervisningsminister Bertel Haarder redegøre for årsagerne til boomet i studiegæld.

Økonomisk rådgivning til studerende

Danske Studerendes Fællesråd og SU-rådets formand, Jakob Lange, har foreslået, at Bertel Haarder sætter ind med en informationskampagne. Men det tvivler SF's forskningsordfører, Morten Homann, dog på vil have nogen effekt.

- De studerende, der virkelig har et problem, kan man informere fra nu af og til jul, uden at det hjælper. I stedet bør de studerende få direkte økonomisk rådgivning, siger han.

Forslaget får opbakning fra både studerende, SU-rådet, Det Radikale Venstre og Dansk Folkeparti.

Haarder: Der bliver gjort nok

I Dansk Folkeparti opfordrer uddannelsesordfører Martin Henriksen desuden de studerende til straks at udøve større selvdisciplin. Og samtidig vil han forsøge at samle flertal for, at de studerendes friløb forhøjes, så de kan tjene flere penge på at arbejde ved siden af studiet.

Men undervisningsministeren mener, at der allerede er gjort tilstrækkeligt for at bremse de studerendes gældsættelser.

- De studerende har ikke bare verdens højeste uddannelsesstøtte. Med velfærdsforliget har vi nu også iværksat en hel masse, som skal få de studerende til at blive hurtigere færdige. Det vil hjælpe de studerende til, at gælden bliver mindre, siger Bertel Haarder.

ExternalContent

Facebook
Twitter