Oppositionen kræver: Kulturministeren skal gå

Socialdemokraterne, de Radikale og SF er enige: Kulturminister Brian Mikkelsen skal gå efter afsløringen af hans DR mail. Uhørt pres og trusler mod DR, hedder det.

De Radikale, Socialdemokraterne og SF står nu sammen i kravet om kulturminister Brian Mikkelsens afgang: Han har lagt uhørt pres på DR og talt usandt overfor Folketinget, siger de. (Foto: Claus Fisker © Scanpix)

Socialdemokraterne, SF og de Radikale kræver nu i enighed, at kulturminister Brian Mikkelsen træder tilbage fra regeringen. De tre partier henviser til hans optræden omkring DR, hvor han efter deres mening har lagt uhørt pres på DR og fremsat trusler.

Desuden mener SF, at kulturministeren har løjet overfor Folketinget. Derfor bør ministeren gå af, siger partiformand Villy Søvndal

Det er kun en uge siden, at SF's Holger K. Nielsen fik et svar fra kulturminister Brian Mikkelsen, som slet ikke harmonerer med en mail til DR's tidligere bestyrelsesformand.

Den 20. februar ville Holger K. Nielsen nemlig gerne vide, om kulturministeren siden sin tiltræden har haft kontakt med DR's øverste ledelse om konkrete programmer eller medarbejdere i DR.

Samtalen kan være faldet på Krøniken

Svaret fra Brian Mikkelsen kom den 9. marts:

Jeg kan oplyse, at jeg løbende har haft kontakt til DRs øverste ledelse siden regeringens tiltrædelse i 2001.

I denne forbindelse kan samtalen uformelt være faldet på konkrete programmer, som for eksempel DRs seneste dramaproduktioner såsom Forbrydelsen, Krøniken mfl.

Jeg har dog naturligvis i sådanne sammenhænge altid fuldt ud respekteret DRs uafhængighedi programspørgsmål.

Med bukserne nede

Dermed mener SF, at kulturministeren er "taget med bukserne nede" i at vildlede Folketinget.

- Han taler usandt og statsministeren må afgøre, hvad Brian Mikkelsen nu skal lave, siger partiformand Villy Søvndal.

I en offentliggjort mail fra Brian Mikkelsen til daværende formand for DR's bestyrelse, Jørgen Kleener, refererer kulturministeren selv om et møde, hvor regeringens utilfredshed med DR's dækning blev drøftet, og hvor blandt andre journalisten Ole Sippel og nyhedsdirektør Lisbeth Knudsen nævnes ved navn.

Jelved: Trusler mod DR

Også den Radikale partileder Marianne Jelved kræver nu Brian Mikkelsens afgang, efter afsløringen af hans mail i 2003 omkring DR's dækning af Irak-krigen:

- Det er uhørt, at en kulturminister med slet skjulte trusler forsøger at prese DR til at ændre sin dækning af Irak-krigen, siger Marianne Jelved. - Derfor bør Brian Mikkelsen tage sin afsked.

Bruger Fogh-citat mod kulturministeren

Jelved henviser til, at statsminister Anders Fogh Rasmussen tidligere har slået fast, at i et demokratisk samfund kan regeringen ikke tillade sig at blande sig i den uafhængige presses forhold.

Hun citerer, hvad statsministeren i februar 2006 sagde på den arabiske TV-station Al-Arabiya:

"- i vores samfund er medierne fuldstændig uafhængige. Vi har fri presse, og regeringen har ingen autoritet til at kontrollere pressen eller blande sig i, hvad den skriver."

S: En total skandale

Socialdemokraternes politiske ordfører Henrik Sass Larsen kalder kulturministerens optræden for "en total skandale":

- Ministeren kan ikke på den måde lægge pres på DR. Det er en alvorlig trusel mod pressefriheden her i landet, og ministeren kan ikke fortsætte i jobbet efter dagens afsløringer, siger Henrik Sass Larsen.

Socialdemokraterne har øjeblikkelig stillet en stribe spørgsmål til både kulturministeren og statsministeren om sagen. Også Socialdemokraterne mener, at Brian Mikkelsen har talt usandt i Folketinget i besvarelse af spørgsmål omkring DR.

ExternalContent

FacebookTwitter