Medieforhandlinger

Oppositionen om ny DR-plan: DF og regeringen bryder armslængdeprincip

DR skal holde sig fra at skrive lange, dybdegående artikler på nettet, lyder det i ny public service-kontrakt.

- Det makværk skal vi have lavet om hurtigst muligt. Vi tør tage opgøret, det er nødvendigt, for det gælder vores demokrati, siger De radikales leder, Morten Østergaard. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)

Regeringen og Dansk Folkeparti får kritik for at rykke for tæt på de redaktionelle prioriteringer hos DR, efter at kulturminister Mette Bock (LA) har offentliggjort den public service-kontrakt, der sætter rammerne for DR frem til 2023.

I kontrakten slås det nemlig fast, at dr.dk "skal afholde sig fra lange, dybdegående artikler".

- Det er et foruroligende skridt, der rykker ved danskernes tillid til uafhængige og frie medier, mener politisk leder Morten Østergaard (R).

- Det makværk skal vi have lavet om hurtigst muligt. Vi tør tage opgøret, det er nødvendigt, for det gælder vores demokrati.

Alternativet kalder kontrakten for "det endelige opgør med armslængdeprincippet".

Men det afviser kulturminister Mette Bock ( LA)

- En arm hænger altid på en krop, så det er politikere, der udstikker mål, opgaver og økonomi.

Kulturministeren: bedre plads til de private

- Den meget lille begrænsning for de opgaver, som DR skal løfte på nettet, forhindrer ikke, at DR kan udvikle sig på nettet de kommende år. Det har jeg en klar forventning om, at man vil gøre, siger hun.

- DR's opgave er at levere et indhold til danskerne, som ikke går i direkte konkurrence med det, som private medier tjener deres penge på, siger kulturministeren.

DR-boss: Havde gerne været det foruden

- Regeringen og Dansk Folkeparti har med den nye kontrakt taget redaktørkasketten på, mener medieordfører Rasmus Nordqvist (AL).

DR's generaldirektør, Maria Rørbye Rønn, blev ved et pressemøde om public service-kontrakten spurgt til netop dette. Hun beskriver public service-kontrakten som en "balance".

Nogle af elementer giver mindre detailstyring, mener hun.

- Så er der enkelte steder, hvor detaljeringsniveauet er skærpet yderligere. Det er klart, at det havde vi gerne været foruden, siger Rørbye Rønn.

/ritzau/

Facebook
Twitter