Oppositionen om sundhedsudspil: Kan regeringen ikke se, der kommer mere bureaukrati

Patienten er ikke i centrum, lyder kritikken fra oppositionen. Jo, siger DF.

"Vi er i gang med at kratte i overfladen og kan allerede se nu, at det begynder at falde lidt fra hinanden," siger politisk ordfører Pernille Skipper (EL) om regeringens udspil til en sundhedsreform. (Foto: Philip Davali © Scanpix)

Regeringens sundhedsreform er det sidste, det danske sundhedsvæsen har brug for.

Sådan lyder det fra Enhedslistens politiske ordfører, Pernille Skipper.

Hun er dog enig med statsminister Lars Løkke Rasmussen i, at der er behov for at gøre forløbet i overgangen mellem sygehuse, praktiserende læger og de kommunale indsatser bedre for patienterne.

- Men det sidste vi har brug for er at sende hele vores sundhedsvæsen ud i årelange omstruktureringer og nye beslutningsgange. Jeg er bange for, at det kommer til at lamme vores sundhedsvæsen i stedet for at hjælpe med de overgange, som regeringen påstår, siger hun.

- Jeg har lidt svært ved at forstå, at de ikke selv kan se det. De siger, at det skal blive nemmere og mere enkelt, men der kommer flere bureaukratiske lag og flere embedsmænd.

Intet fokus på patienten

Regeringen vil blandt andet nedlægge de nuværende regionsråd og omdanne regionerne til forvaltninger, der står for driften af sundhedsvæsenet i området, mens et nyt organ under Sundhedsministeriet - Sundhedsvæsen Danmark - styrer de overordnede linjer og økonomien.

Derudover oprettes der 21 nye sundhedsfællesskaber omkring landets akutsygehuse, hvor kommunerne i optageområdet kommer til at spille en større rolle for overgangen mellem sygehusene og så den lokale indsats hos kommuner og de praktisernde læger.

Hos SF er der heller ikke stor opbakning til regeringens visioner.

- Problemet med regeringens sundhedsudspil er, at de ikke har fokus på patienterne. Det vi har brug for lige nu er jo ro og flere ressourcer – altså flere medarbejdere, for der bliver løbet alt for hurtigt derude, og det løser regeringen altså ikke, siger formand Pia Olsen Dyhr.

Struktur og streger

Både Enhedslisten og SF er også imod, at det folkevalgte element i form af regionsrådene fjernes. Det samme stritter Socialdemokratiet imod, og ifølge sundhedsordfører Flemming Møller Mortensen er den omstrukturering det, som partiet har frygtet allermest.

- Der er mindre indflydelse til borgerne, man flytter tingene længere væk fra borgerne, man laver en central styring af vores sundhedsvæsen og kobler rigtig mange folkevalgte fra, i stedet for at fokusere på de problemer, som sundhedsvæsenet har som mangel på læger, social- og sundhedsassistenter, sundhedshjælpere og sygeplejersker, siger han.

- Det her er streger og struktur og rigtig meget snak uden at tage fat om nældens rod.

DF: Et rigtig godt diskussionsoplæg

I regeringens støtteparti er tonen en noget anden.

Partiets finansordfører Rene Christensen mener netop, at den omstrukturering, som regeringen foreslår, vil være med til at sikre, at patienter ikke falder mellem to stole.

For med blandt andet de 21 sundhedsfællesskaber omkring landets akutsygehuse, bliver ansvaret for at sikre et godt behandlingsforløb lagt hos kommunerne, samtidig med, at det nye organ Sundhedsvæsen Danmark kan sætte en retning og sikre, at de gode erfaringer fra en region udbredes til de resterende.

Derfor ser Dansk Folkeparti også frem til at forhandlingerne omkring udspillet.

- Som udgangspunkt synes vi, at det her er et rigtig godt diskussionsoplæg – det er ikke et oplæg, som vi på nogen måde har sagt ja til, men det er i hvert fald et oplæg, der sætter patienten i centrum. Og det er det vigtigste, siger han.

Facebook
Twitter