Oppositionen vil bevare skat på fri telefon: Det er en skjult topskattelettelse

Alle fem oppositionspartier er enige om at fastholde mobilskatten. DF vil fortsat sløjfe den.

Oppositionen vil bevare den skat på fri telefon og internet, som regeringen og DF har aftalt at droppe fra 2020. (Foto: Camilla rønde © Scanpix)

Du skal ikke glæde dig for tidligt, hvis du går og ser frem til ikke at skulle betale skat af din fri arbejdsgiverbetalte telefon.

Regeringen og Dansk Folkeparti aftalte i finansloven for i år at sløjfe skatten på fri telefon og internet fra 2020, men samtlige fem partier i oppositionen siger nu, at de vil bevare netop den skat.

Socialdemokratiet vil i stedet bruge de cirka 580 millioner kroner, som mobilskatten indbringer til statskassen, på at finansiere dele af sit stort anlagte socialudspil, der blandt andet skal give gratis tandpleje til udsatte og sikre, at flere børn bliver anbragt tidligere end i dag.

- Det er en af de skjulte topskattelettelser, som regeringen – med held desværre – har forsøgt at få igennem, siger Socialdemokratiets skatteordfører, Jesper Petersen.

- Vi siger, at det bør vi ikke gennemføre, men i stedet bruge den godt halve milliard kroner, det drejer sig om, på at lave de her tiltag til gavn for vores børn. Ikke mindst socialt udsatte børn, siger han.

R vil sænke skatten på arbejde

De øvrige fire oppositionspartier, Enhedslisten, Alternativet, SF og Radikale, siger alle til DR Nyheder, at de ligeledes ønsker at bevare skatten på fri arbejdsgiverbetalt telefon.

Det Radikale Venstre mener dog, at indtægterne fra mobilskatten skal bruges på at sænke skatten på arbejde – og altså ikke på at finansiere Socialdemokratiets socialudspil, som ellers får rosende ord med på vejen fra den radikale skatteordfører, Andreas Steenberg.

- Det er et rigtig godt socialudspil, Socialdemokratiet kommer med, og vi synes også, at pengene er bedre brugt et andet sted end på fri telefon. Det er en skattelettelse, der ikke skaber særlig mange arbejdspladser, så den er der ikke behov for, siger Andreas Steenberg.

- Vi vil dog hellere bruge pengene på at lave en skattelettelse på arbejde. Den helt store udfordring for dansk erhvervsliv er at skaffe arbejdskraft, og derfor er det en bedre ide at lette skatten på arbejde end på fri telefon, siger han.

DF: Som at beskatte en hammer

Afskaffelsen af skatten fri arbejdsgiverbetalt telefon og internet vil ifølge et svar fra skatteminister Karsten Lauritzen (V) til Folketinget i december 2017 betyde, at der kommer cirka 580 millioner kroner mindre i statskassen.

Samme svar viser, at skattelettelsen primært vil komme topskatteydere til gode. 320 millioner ud af de samlede 580 millioner kroner, som vil blive i borgernes lommer, kan således henføres til topskatteydere.

Dansk Folkeparti afviser at bevare skatten på fri arbejdsgiverbetalt telefon og internet. Der er tale om et helt almindeligt arbejdsredskab, som ikke bør beskattes, lyder det fra DF.

- Det svarer til, at man lægger en afgift på en tømrers hammer eller en murers murerske. Det tror jeg heller ikke, at folk synes giver ret meget mening. Og en telefon er i dag i høj grad et arbejdsredskab for mange mennesker. Derfor giver det god mening at fjerne den afgift, siger skatteordfører Dennis Flydtkjær (DF).

- Så hvis Socialdemokraterne fremsætter et forslag om at bevare den her afgift, vil vi stemme imod. Det vil vi, fordi vi er loyale overfor vores samarbejdspartnere, siger han med henvisning til den finanslovsaftale, Dansk Folkeparti sidste år indgik med regeringen.

Joachim B. Olsen: En rigtig dårlig ide

Afskaffelsen af skat på fri arbejdsgiverbetalt telefon og internet er i høj grad en mærkesag for Liberal Alliance, og her forstår finansordfører Joachim B. Olsen (LA) ikke, at oppositionspartierne vil bevare skatten.

Skatten på fri arbejdsgiverbetalt telefon og internet svarer til, at man betaler skat af 2.800 kroner om året, uanset hvilken løn man får.

Derfor giver det ifølge LA-ordføreren ingen mening, at oppositionen med Socialdemokratiet i spidsen vil kæmpe for at bevare den skat.

- Det er en rigtig dårlig ide at genindføre skatten på fri telefon og internet, for det at bruge en telefon og internet er en fuldstændig integreret del af rigtig, rigtig mange lønmodtageres dagligdag, også i forbindelse med arbejde, siger Joachim B. Olsen.

- Når man afskaffer skatten, rammer det dem med middelindkomster hårdest. 2.800 kroner om året betyder jo ikke så meget, hvis du har en høj indkomst, som hvis du har en middelindkomst. Så det er for mig ret uforståeligt, at Socialdemokratiet vil genindføre sådan en skat, siger han.

Facebook
Twitter