Ordførere forstår kritik fra fængselsbetjente og vil have helhedsplan

Justitsminister Peter Hummelgaard (S) understreger, at kapaciteten i landets fængsler aldrig må afgøre, hvilke forbrydelser der straffes.

Ordførerne er enige om, at der er behov for at finde langsigtede løsninger - både for Christiania og i Kriminalforsorgen.

For det er især udsigten til endnu flere indsatte, der får skoen til at trykke.

Ifølge tal fra Kriminalforsorgen er den samlede udnyttelse af landets fængselspladser på 100 procent.

- Vi har brug for en her og nu-plan. Ikke om to-tre måneder. En plan, så vi kan undgå, at vi får flere fanger, siger David Jensen, der er fællestillidsrepræsentant for Fængselsforbundet i hovedstadsområdet.

Og den bekymring kan en række retsordførere sagtens forstå. Det gælder blandt andet for Steffen Larsen, retsordfører for Liberal Alliance og formand for retsudvalget.

- Der er overbelægning i danske fængsler og arresthuse, og det skal vi have set på, hvordan vi får afklaret, inden vi begynder at smække endnu flere folk ind.

Også hos SF's retsordfører, Karina Lorentzen, anerkender Fængselsforbundets bekymring.

- Jeg er ikke helt sikker på, at regeringens forslag løser det hele, og jeg har i hvert fald en rigtig stor bekymring i forhold til Kriminalforsorgen.

Hos SF's retsordfører, Karina Lorentzen, er der forståelse for Fængselsforbundets bekymring. (Foto: © Ida Marie Odgaard, Ritzau Scanpix)

Brug for en løsning nu

Hos regeringspartiet Moderaterne kan Tobias Grotkjær Elmstrøm godt se udfordringer ved potentielt at sende flere i fængsel med dobbeltstraf.

Men der skal gøres noget ved situationen på fristaden.

- For vi skal have løst problemet ude på Christiania med den hashhandel og kriminalitet.

- Men det er klart, at der skal være plads til dem i fængslerne, siger Tobias Grotkjær Elmstrøm.

Det kan ordførerne fra SF og Liberal Alliance også godt tilslutte sig. Men de har svært ved at se, hvordan regeringens forslag kan lykkes på den korte bane.

- Det nytter jo ikke noget, at vi får skubbet til en masseflugt fra de arbejdspladser. Vi har brug for, at der er folk, der vil passe vores fængsler og tage sig af de ting her, siger Steffen Larsen (LA).

- Regeringens tiltag er lidt her og nu-tiltag, men vi har brug for at vide, hvad vi gør ved de her mennesker, som så får dobbeltstraf, siger Karina Lorentzen.

Løsninger på den lange bane

Alle ordførere er til gengæld enige om, at der er behov for at finde langsigtede løsninger - både for Christiania og i Kriminalforsorgen.

Først og fremmest mangler der viden om, hvad konsekvenser bliver ved, at flere kan komme i fængsel, mener Karina Lorentzen.

- Det er også derfor, at jeg efterlyser en mere samlet plan fra regeringen: Hvordan får vi løst de her udfordringerne?

Steffen Larsen mener desuden, at der skal findes en løsningen hele vejen gennem retssystemet.

- Først og fremmest skal vi have mange af de her sager gennem retssalene, og der er jo også en overbelægning, så lige nu er systemet presset.

Også Tobias Grotkjær Elmstrøm fra Moderaterne mener, at der skal findes en løsning for Christiania.

- Der kigger jeg ind i den lange bane med den her dagsorden omkring afkriminalisering, omkring hvad skal der komme i stedet for på Christiania. Skal det være almene boliger, butikker og så videre.

- Så det er ikke nok bare med mere politi og de tiltag, der er præsenteret i dag, fordi man skal også se på den lange bane.

Regeringen arbejder på sagen

I Justitsministeriet lytter Peter Hummelgaard (S) nøje til fængselsforbundet og sine kollegaers kritik.

- Det er jo helt reelt, at vores kriminalforsorg har vært presset gennem en længere periode. Det er vi også i gang med at gøre noget ved, lyder det fra ministeren.

Når det er sagt, understreger Hummelgaard, at regeringen har øje på problemerne og er i gang med at komme dem til livs.

Der er blandt andet iværksat initiativer til at fastholde fængselsbetjente, ligesom regeringen planlægger at opføre et fængsel i Kosovo for udvisningsdømte, siger ministeren.

- Vi har også gjort mere for at rekruttere nye fængselsbetjente, og vi vil også gøre mere for at fastholde dem, vi har – blandt andet gennem forhandlinger i efteråret om et ekstraordinært lønløft til nogle af de grupper af ansatte, vi har allermest brug for, siger han.