OVERBLIK Det kommer til at ske i Dong-sagen

Næste uge kommer til at stå i Dong-sagens tegn med store begivenheder tirsdag, onsdag og torsdag.

Næste uge kommer til at stå i Dong-sagens tegn. (© Colourbox)

I næste uge skal der sættes punktum for det mildest talt omstridte salg af 19 procent af Dong Energys aktier til det amerikanske investeringsselskab Goldman Sachs.

Her kan du få overblikket over, hvordan sagen kommer til at udspille sig i de kommende dage.

Tirsdag kan politiske kolleger grille Corydon

Den helt store offentlige arena for diskussion af Dong-sagen foregår tirsdag, hvor finansminister Bjarne Corydon(S) er kaldt i samråd i Finansudvalget. Det er Enhedslisten, der har kaldt ministeren i samråd, fordi de ikke mener, at han har givet andre bud på Dong-aktierne en fair chance.

- Bjarne Corydon påstår, at det er bedst at sælge ud af Dong til Goldman Sachs, men han vil ikke fortælle om, hvilke andre bud han har fået. Den lukkethed gør det jo umuligt at tage stilling til, hvorvidt Corydon har ret eller tager fejl, sagde Enhedslistens Stine Brix for godt en uge siden til Politiken, da de indkaldte ministeren.

Alle de andre kritikere i Folketinget vil dog også få mulighed for at stille spørgsmål til Corydon, som har været den største motor bag salget af Dong-aktierne. Dansk Folkeparti er også meget kritiske og flere personer i både SF og ministerens eget parti har offentligt kritiseret salget. Så der kan forventes en intens stemning på samrådet.

Du kan følge hele samrådet, der starter 13.15, live på dr.dk.

Onsdag står i offentlighedens tegn

Det er ikke kun nuværende og tidligere politiske profiler, der har luftet kritik af Dong-salget. Søndag eftermiddag havde over 125.000 mennesker skrevet under på en online protest mod salget og onsdag får de mange kritikere i befolkningen chancen for at vise deres utilfredshed.

Organisationen 'Stop Salg af Dong' har nemlig arrangeret en demonstration foran Christiansborg klokken 16 for at gøre det tydeligt for partierne bag aftalen, at der er stor folkelig modstand mod aftalen.

- Salget af Dong til Goldman Sachs er uheldigt. Både prisen, og det faktum at salget er forbundet med store bonusser til Dongs ledelse, er betænkelige. Men det at Goldmans Sachs har et dårligt ry, gør det endnu mere problematisk. Hvis Goldman Sachs udnytter elforsyningen på samme måde som de har gjort med andre virksomheder, kan det true forsyningssikkerheden, skriver foreningen på sin facebookside.

Blandt andre Enhedslistens Frank Aaen vil tale til demonstrationen.

Torsdag er afgørelsens dag

Hele balladen afgøres torsdag, når Folketingets Finansudvalg skal stemme om salget. Det sker på udvalgets møde, der starter klokken 13. Inden da er der afstemning i Folketingssalen klokken 10, hvor forslaget andenbehandles. Men den endelige politiske godkendelse kommer altså i Finansudvalget.

Med Venstre, Konservative, Liberal Alliance, De Radikale, SF og Socialdemokraterne bag salget er der solid opbakning til det og politisk kommentator Helle Ib sagde lørdag til DR Nyheder, at hun ikke tror, at der vil blive rykket ved det flertal.

Så der skal altså ske noget ekstraordinært på tirsdagens samråd og ved onsdagens demonstration, hvis ikke en femtedel af Dong Energy skal være på amerikanske hænder inden længe.

Facebook
Twitter