Overblik: Det ved vi om Venstres finanslovsforslag

Venstre fremlægger ved middagstid deres bud på et finanslovsforslag. Finansieringen bag, er sløret endnu ikke blevet løftet for.

Venstre fremlægger i dag klokken 13 deres forslag til en finanslov. Her er det partiets politiske ordfører, der taler i Folketingssalen. (Foto: Keld Navntoft © Scanpix)

Når oppositionspartiet Venstre senere i dag fremlægger deres finanslovsforslag, så vil en lang række af partiets initiativer allerede være kendt.

Her er et kort overblik over, hvad der forventes af det forslag, som samlet set koster otte milliarder kroner. Samtidig mener Venstre at finde finansiering for ni millarder kroner.

- Venstre vil bruge 1,75 milliarder kroner på at forlænge boligjobordningen. Ordninegn har de seneste to år betydet, at det er billigere for familier at få renoveret boligen, få passet børn og gjort rent, fordi man kan trække op til 30.000 kroner fra i lønudgifter.

- Yderligere 565 millioner kroner skal tilføres til forskningsområdet. I regeringens finanslovsudspil afsætter S-SF-R op til 20,17 milliarder kroner til forskningen, hvilket svarer til 1,07 procent af BNP. Da VK-regeringen lavede finanslov for 2011 afsatte de, hvad der svarer til 1,01 procent af BNP til forskning.

- I Venstres finanslovsforslag bliver skatterne for virksomheder og skatteydere sænket med fire milliarder kroner.

- Den omstridte fedtafgift skal fjernes. Fedtafgiften blev i øvrigt også indført af Venstre selv sammen med De Konservative og Dansk Folkeparti.

- 100 millioner kroner skal bruges til at rive gamle og forladte huse ned.

- Venstre vil også fjerne den meget omtalte udlandsskat - den såkaldte §33A - som partiet selv var med til at indføre i juni med skatteaftalen. Den nye regel betyder, at danskere med arbejde i udlandet fremover skal betale almindelig skat i Danmark. Det vil koste 310 millioner kroner, hvis skatten skal rulles tilbage.

V: Regeringen kan tage den blå eller røde vej

Venstres finanslovsforslag løber samlet op i otte milliarder kroner, men det er endnu uvist for andre end Venstre, hvordan tiltagene skal finansieres. Først om et par timer løfter partiet sløret for, hvor pengene så skal komme fra.

- Vi fremlægger hele forslaget klokken 13, og der vil finansieringen selvfølgelig klart fremgå, siger Ellen Trane Nørby, politisk ordfører for Venstre.

Ellen Trane Nørby, nu kommer I så med Jeres eget bud på en finanslov. Men hvor sandsynligt anser du det for at være, at I rent faktisk ender i en aftale med regeringen?- Det har jeg ikke behov for at gøre gisninger om, det er sådan set op til regeringen. Regeringen har to veje at gå: hvis de tager den røde, så bliver skatter og afgifter sat op. Hvis de fortsætter ad den blå vej, som de jo tog med skatteaftalen, så sænker vi skatter og afgifter. Det er et rimelig simpelt valg, siger Ellen Trane Nørby.

Venstre fremlægger deres finanslovsforslag i dag klokken 13.

Facebook
Twitter