Overblik: Forstå Folkemødet på Bornholm

Folkemødet kaldes også for Danmarks ”politik-festival”, men kan det sammenlignes med festivalerne i Roskilde og Skanderborg bare uden musik?

Her foregår Folkemødet 2013. Partiledernes hovedtaler foregår alle sammen på Cirkuspladsen. (© Grafik: Mie Hvidkjær- DR)

For tredje år i træk danner Allinge Havn på Bornholm rammen for Danmarks "politik-festival", også kaldet Folkemødet.

Men hvad går det overhovedet ud på? Hvorfor afholdes arrangementet? Og hvem kommer derover?

DR.DK forklarer, hvad politik-festivalen er for noget, og dækker festivalen alle fire dage.

Hvad er Folkemødet så for en slags festival

Folkemødet er en såkaldt "politik-festival", der løber af stablen hvert år i uge 24 på Bornholm og varer fire dage.

Denne type festival har dog ikke meget at gøre med kendte festivaler som Roskilde og Skanderborg, for i stedet for kunstnere, vil solskinsøen blive besøgt af partier, foreninger og virksomheder. Og i stedet for musik, vil omdrejningspunktet være debatter, taler og foredrag.

Over festivalens fire dage vil nysgerrige og engagerede danskere kunne møde folketingspolitikere, erhvervsfolk og mennesker fra interesseorganisationer ansigt til ansigt. Det er unægtelig sjældent, man får muligheden for det med musikerne på Roskilde Festival.

Hvad er Folkemødets formål og arrangementer

Det officielle formål med festivalen lyder noget så flot som at styrke demokratiet og dialogen i Danmark. Festivalen opstiller selv følgende punkter for konceptet:

  • at understøtte den demokratiske dialog.

  • at skabe ramme for møder med og mellem beslutningstagerne på alle de politiske niveauer og i interesseorganisationer.

  • at skabe levende og åbne rammer for udvikling af - og inspiration til politik-dannelsen.

  • at fremme folkets indflydelse på og forståelse af samfundets rammer.

Derfor er hele festivalen og samtlige arrangementer i Folkemødets program også gratis for alle.

På festivalen vil der blive afholdt arrangementer om alt fra det kommende kommunalvalg, politik på sociale medier, og hvilken politiker der har den klogeste spindoktor. Det største er partiledernes hovedtaler, der foregår på hovedscenen på Cirkuspladsen. Se tidsplanen i bunden.

Hvordan fandt man lige på at holde en "politik-festival"

Almedalsveckan. Det er navnet på den svenske udgave Folkemødet, der også kaldes "Sveriges største demokratiske mødeplads". Det svenske forbillede afholdes hvert år i uge 27 på Gotland og kunne i 2008 holde 40 års jubilæum.

I Sverige startede festivalen med en tale af Olof Palme tilbage i 1968, og i år regner arrangørerne med at have næsten 2000 arrangementer i løbet af hele den uge, som deres udgave varer. Der er altså stadig lidt vej i størrelse

Repræsentanter fra Bornholms Regionskommue startede med at deltage i 2008 og blev så begejstrede, at de gik i gang med at arrangere festivalen på Bornholm.

Den første danske "politik-festival" havde sin premiere i 2011, og nu løber det altså af stablen for tredje gang fra torsdag til søndag. Så er man til en musikfestival af den gamle slags, er der ikke meget komme efter på Bornholm, men er man derimod til politik, er det bare om at komme af sted.

Partiledernes hovedtaler

Samtlige hovedtaler foregår på hovedscenen på Cirkuspladsen. De begynder alle klokken kvart over hel og kaldes derfor for ”:15-talen”. Under hovedtalerne er der lukket for møder andre steder i Allinge.

Torsdag den 13. juni

Margrethe Vestager, Radikale Venstre: 19.15 - 19.45

Fredag den 14. juni

Annette Vilhelmsen, Socialistisk Folkeparti: 11.15 - 12.00

Helle Thorning, Socialdemokraterne: 15.15 - 16.00

Johanne Schmidt-Nielsen, Enhedslisten: 19.15- 20.00

Lørdag den 15. juni

Kristian Thulesen Dahl, Dansk Folkeparti: 11.15 - 11.30

Lars Løkke Rasmussen, Venstre: 15.15 - 15.45

Anders Samuelsen, Liberal Alliance: 19.15 - 19.45

Søndag den 16. juni

Lars Barfoed, Det Konservative Folkeparti: 11.15 - 11.35