Tema Carl Holst-sagen

OVERBLIK: Her er de kortest siddende ministre

Carl Holst er langt fra den første minister, der ikke nåede at sidde 100 dage på posten.

Forsvarsminister Carl Holst (V) træder af med øjeblikkelig virkning efter kun 93 dage på posten. (Foto: JENS ASTRUP © Scanpix)

Carl Holst (V) nåede kun at være forsvarsminister i 93 dage, og han er ikke den første minister, der må gå af efter kort tid.

Vi har samlet en oversigt over ministre, der har forladt ministerposten inden 100 dage.

Med kun ni dage som Grønlandsminister er Mimi Jakobsen den kortest siddende minister.

- Mimi Jakobsen (CD) ni dage: Hun nåede i 1987 kun at være minister for Grønland i ni dage, før ministeriet blev nedlagt. Mimi Jakobsen fik dog en anden ministerpost i samme regering og blev minister igen i 1990’erne.

Carl Holst-sagen

Venstres Carl Holst har været centrum for en række sager, der i sin tid førte til hans afgang som forsvarsminister. Siden er sagerne blevet genstand for yderligere undersøgelser i Region Syddanmark. Følg sagen her.

Gå til tema

- Hans Larsen-Bjerre (S) 12 dage: I midten af 1960’erne var Hans Larsen-Bjerre fiskeriminister i 12 dage, før han var nødt til at trække sig på grund af sygdom.

- Bente Juncker (CD) 14 dage: Hun trådte tilbage efter kun 14 dage som socialminister i 1993. Hun måtte trække sig efter en skandalesag i pressen, hvor det kom frem, at hun havde klaget over anbringelsen af evnesvage nær sit sommerhus.

- Svend Jakobsen (S) 31 dage: Svend Jakobsen var kun boligminister og miljøminister i 31 dage, inden han kom over i Fiskeriministeriet.

- Jonas Dahl (SF) 49 dage: Jonas Dahl blev skatteminister i december 2013, da Villy Søvndal trak sig som udenrigsminister. Men han fik kun 49 dage, før SF trak sig ud af regeringen.

Jonas Dahl nåede at være skatteminister i 49 dage. (Foto: DR)

- Pia Gjellerup (S) 63 dage: Hun nåede at være justitsminister i 63 dage efter en sag om den konkursramt kursusejendom Solhaven. Hun var efterfølgende minister i samme valgperiode.

- Peter Brixtofte (V) 67 dage: Han nåede kun at være skatteminister i 67 dage fra 1992-1993, da regeringen få måneder senere måtte gå af som følge af Tamilsagen.

Peter Brixtofte nåede at være skatteminister i 67 dage.

- Thor Pedersen (V) 67 dage: Han nåede kun at være økonomiminister i 67 dage fra 1992-1993, da regeringen få måneder senere måtte gå af på grund af Tamil-sagen.

- Jakob Axel Nielsen (K) 72 dage: Han nåede at være transportminister i 72 dage i 2007, før han rykkede over som minister for sundhed og forebyggelse.

- Knud Heinesen (S) 76 dage: Han nåede i valgperioden fra 1971 blot at indtage posten som minister for offentlige arbejder i 76 dage.

Ritt Bjerregaard måtte stoppe som undervisningsminister på grund af en ministerrokade.

- En ministerrokade i 1973 betød, at otte kun nåede at være ministre i 83 dage. Blandt andet mistede Ritt Bjerregaard (S) posten som undervisningsminister, Orla Møller (S) mistede titlen som forsvarsminister, og Karl Hjortnæs (S) kunne ikke længere kalde sig justitsminister.

Kilder: DR, Politiko, ft.dk

Carl Holst er langt fra den første minister, der ikke nåede at sidde 100 dage på posten.

Posted by DR Politik on 29. september 2015