OVERBLIK Her er partihopperne siden 2011-valget

Pernille Schnoor er den første partihopper i denne valgperiode. Se hvem der skiftede parti efter 2011-valget.

(Foto: Grafik Mie Hvidkjær © DR Nyheder)

Alternativet med tidligere partihopper Uffe Elbæk i spidsen blev over weekenden et folketingsmedlem rigere, efter at Pernille Schnoor besluttede at droppe Socialdemokraterne.

Hun er ærgerlig over, at den nye S-ledelse aldrig har taget et opgør med Corydon-linjen og det "økonomiske fokus".

Dermed er den første partihopper på Christiansborg i indeværende valgperiode født, men det er langt fra første gang, at et folketingsmedlem har meldt sig under fanerne i et nyt parti.

Her følger en oversigt over de folketingsmedlemmer, der har skiftet parti, siden folketingsvalget i 2011:

Uffe Elbæk (R til løsgænger til Alternativet)

Alternativets leder Uffe Elbæk. (Foto: Linda Kastrup © Scanpix)

Fra 2011 til 2012 var Uffe Elbæk radikal kulturminister i Helle Thorning-Schmidts regeringen. Han trak sig dog efter beskyldninger om nepotisme - noget han senere blev frikendt for.

I 2013 meldte han sig ud af De Radikale og blev løsgænger i Folketinget. Siden har han stiftet Alternativet, der ved folketingsvalget i juni sidste år stormede i Folketinget med ni mandater (nu 10 mandater med Pernille Schnoor).

Astrid Krag (SF til S)

Socialdemokraternes Astrid Krag. (Foto: Linda Kastrup © Scanpix)

Da Villy Søvndal (SF) trak sig som formand for SF i 2012, forsøgte hun at blive valgt til formandsposten, men tabte til Annette Vilhelmsen.

Efterfølgende skiftede Astrid Krag til Socialdemokraterne og blev siden hen udpeget som skatte- og velfærdsordfører. Hun blev valgt til Folketinget for S ved valget i juni med 4.898 personlige stemmer. I dag har hun ingen ordførerskaber.

Jesper Petersen (SF til S)

Socialdemokraternes Jesper Petersen. (Foto: Jens nøRgaard Larsen © Scanpix)

Han forlod SF i 2013, mens han var politisk ordfører for SF og gik til Socialdemokraterne sammen med flere andre unge SF'ere.

Ved det seneste valg øgede sit antal personlige stemmer til 6.842 - i 2011 som SF-kandidat fik han 4.340.

Ida Auken (SF til R)

De Radikales Ida Auken. (Foto: Nikolai Linares © Scanpix)

Den tidligere SF'er var fra 2011 til februar 2014 miljøminister i SRSF-regeringen.

Hun meldte sig ud af SF, da partiet trådte ud af regeringen i forbindelse med salget af statslige aktier i Dong til Goldman Sachs.

I stedet blev hun medlem af De Radikale, hvor hun i dag er miljøordfører.

Ole Sohn (SF til S)

Ole Sohn, der ikke længere er i Folketinget. (Foto: TORKIL ADSERSEN © Scanpix)

Den tidligere DKP-formand var erhvervs- og vækstminister i Thornings regering, men overlod senere den post til Annette Vilhelmsen.

I 2014 forlod han SF til fordel for Socialdemokraterne, men havde på det tidspunkt meldt ud, at han ikke agtede at stille op til Folketinget igen.

Eksempler på andre markante partihop:

Gruppen af unge SF'ere, der forlod partiet til fordel for Socialdemokraterne, gik under navnet Børnebanden.

Den bestod udover Jesper Petersen og Astrid Krag af Europaparlamentsmedlem Emilie Turunen og tidligere folketingsmedlem Nanna Westerby samt SF-strateg Thor Möger Pedersen.

Mattias Tesfaye, der næstformand i SF, valgte senere at skifte til Socialdemokraterne.

Manu Sareen er skiftet til Alternativet. (Foto: Jonas Skovbjerg Fogh © Scanpix)

På det seneste er det Alternativet, der har tiltrukket langt de fleste partihoppere. Blandt de mest opsigtsvækkende er Manu Sareen, der er tidligere radikal socialminister, men som ikke blev valgt ved folketingsvalget i juni.

Også tidligere V-folketingskandidat Kåre Traberg Schmidt og R-folketingskandidat Pernille Boye Koch skiftet til Alternativet.

I forbindelse med kommunalvalget i 2013 blev der lavet en opgørelse, der viste, at syv procent af kommunalpolitikerne havde forladt deres oprindelige parti siden 2009. Det svarer til 174 ud af 2.468 lokalpolitikere.

Facebook
Twitter