OVERBLIK: Hvornår vidste regeringen, at slettede mink-sms'er ikke kunne genskabes?

Få styr på den seneste tids vigtige datoer i sagen om de slettede sms'er.

Statsminister Mette Frederiksen har haft slået en indstilling til på sin telefon, der gjorde at alle sms'er fra perioden omkring beslutningen om at alle mink skulle aflives, er blevet slettet. (Foto: liselotte sabroe © Ritzau Scanpix)

Nu er der igen nyt i sagen om de automatisk slettede mink-sms'er fra statsminister Mette Frederiksen (S) og flere topfolk i Stats- og Justitsministeriet.

For hvad skete der egentlig i dagene, fra politiets teknikere var færdige med deres forsøg på at genskabe de slettede sms'er, til regeringen fortalte offentligheden, at stort set ingen af sms'erne kunne genskabes?

Der er mange informationer og datoer at holde styr på - her er et overblik over de vigtigste nedslag i sagen om de slettede sms'er:

Onsdag den 27. oktober 2021

Her kommer det frem, at statsminister Mette Frederiksen og tre af hendes nærmeste medarbejdere har sat deres telefoner til at slette sms-beskeder automatisk.

Det var Minkkommissionen, der har fået oplyst af Statsministeriet, at Mette Frederiksen og hendes medarbejdere har sat den automatiske slettefunktion til på deres telefon, efter kommissionen forgæves har forsøgt at få fat i beskederne.

Minkkommissionens opgave er at kulegrave, hvad der skete i november sidste år, da regeringen besluttede at aflive alle mink uden at have lovhjemmel til det.

Kort efter kommer det frem, at også Justitsministeriets departementchef, Johan Legarth, har den automatiske slettefunktion sat til på sin telefon.

Fredag den 29. oktober 2021

Justitsministeriet aftaler med Statsministeriet, at de vil bede politiets teknikere om hjælp til at forsøge at genskabe de slettede beskeder fra Mette Frederiksen og flere topfolk i både Stats- og Justitsministeriet.

Det står på daværende tidspunkt ikke klart, hvor lang tid arbejdet vil tage.

Fredag den 12. november 2021

Politiets teknikere bliver færdige med deres forsøg på at genskabe de slettede sms'er.

De forsegler deres resultater i individuelle kuverter, som bliver opbevaret i et pengeskab i Justitsministeriet.

Samme dag indkalder Minkkommissionen både Justitsministeriet og de pågældende personer samt deres bisiddere til et møde den efterfølgende mandag, hvor de skal aftale den videre proces.

Det besluttes her, at kuverterne med politiets resultater ikke må åbnes, før mødet er blevet afholdt om mandagen.

Mandag den 15. november 2021

Minkkommissionen har indkaldt Justitsministeriet og bisidderne til møde mandag morgen kl. 9.00.

Her bliver det besluttet, at materialet, der er i de forseglede kuverter, først skal gennemgåes af de pågældende personer og/eller deres bisiddere. Derefter skal materialet overdrages til Minkkommissionen, der skal have mulighed for at lave stikprøver.

Ifølge Justisministeriet forudsættes det dog, at der bliver fundet tidspunkter, hvor de pågældende og bisidderne har den nødvendige tid til at gennemgå et eventuelt tidskrævende materiale.

Statsminister Mette Frederiksen og to af de centrale personer, der også har slettet sms'er. Det er departementschef i Statsministeriet Barbara Bertelsen og stabschef Martin Justesen. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Ritzau Scanpix)

Tirsdag den 16. november 2021

Nu er vi nået til dagen, hvor kommunal- og regionalvalget bliver afholdt.

Her åbner departementsråd i Statsministeriet Pelle Pape - en af Mette Frederiksens tætteste medarbejdere - sin kuvert, og finder ud af, at politiets teknikere ikke har kunnet genskabe hans automatisk slettede beskeder fra perioden, hvor det blev besluttet, at alle danske mink skulle aflives.

Det bliver dog ikke meldt ud til hverken Justitsministeriet, Minkkommissionen eller offentligheden på daværende tidspunkt.

Onsdag den 17. november 2021

Det er dagen efter kommunal- og regionalvalget.

Her åbner statsminister Mette Frederiksen, departementchef Barbara Bertelsen og stabschef Martin Justesen deres kuverter, hvor det også fremgår, at det ikke har været muligt at genskabe deres automatisk slettede sms'er.

Herefter meddeler Justitsministeriet, at det ikke har været muligt at genskabe sms'er fra Mette Frederiksen og de ansatte i Statsministeriet til Minkkommissionen og offentligheden - men at det i et begrænset omfang har været muligt at genskabe nogle af de slettede sms'er fra departementschef i Justitsministeriet Johan Legarth.

Minkkommissionen får altså denne dag et samlet svar fra Justitsministeriet på vegne af alle de implicerede personer.

Minkkommissionen har oplyst til DR Nyheder, at den ikke har udtrykt ønske om at få et samlet svar fra de implicerede eller har blandet sig i, hvornår kuverterne skulle åbnes, efter et møde med de impliceredes bisiddere mandag den 15. november klokken 9.00.

Tirsdag den 23. november 2021

Mette Frederiksen har i dag, den 23. november, forklaret, hvorfor hun ikke åbnede kuverten hurtigere.

- Det er, fordi jeg har været optaget af nogle andre ting, det giver næsten sig selv.

På sociale medier har hun i dagene op til kommunal- og regionalvalget, og på selve valgdagen, lagt billeder op, der viser, at hun selv var ude at føre valgkamp.

Statsministeren forklarer, at det først var muligt for hende onsdag - altså dagen efter valget - at sætte sig ned og åbne kuverten.

- Jamen, jeg tror, det er vigtigt at sige, at man ikke bare lige sætter sig ned, hvis der er tale om omfangsrigt materiale, så kræver det meget tid, siger hun til Ritzau.

Det er også i dag, det kommer frem, at departementsråd Pelle Pape fik svar allerede på valgdagen.

FacebookTwitter