"Jeg kan ikke høre jer!"
"ER I KLAR TIL VALG?"
Sådan lyder det fra SF-formand Pia Olsen Dyhrs i sin 1. maj-tale.
Og netop valg kan partilederne for de røde partier ikke rigtigt holde sig fra i de taler, de traditionen tro afholder 1. maj på Arbejdernes Internationale Kampdag.
Det handler både om, hvornår valget kommer - og så handler det om regeringens politik, og hvordan det ville være anderledes med en regering på den anden side af midten.
Socialdemokratiet
Socialdemokratiets statsministerkandidat, Mette Frederiksen, har eksempelvis nærmest et valgoplæg med - hvis valget altså nogensinde bliver udskrevet, som hun joker med.
- Hvis vi danner regering efter valget, så skifter vi retning, siger hun i sin tale og remser en lang række politiske emner op, hvor man kan forvente en ny retning med Socialdemokratiet i Statsministeriet.
Det er klima og miljø, hvor de vil indføre bindende klimamål og mere fri natur. Det er et loft over lønbonusser og banker, der betaler et større samfundsbidrag. Det er den allerede nævnte tidlige folkepension til de mest nedslidte.
- Der har været en overvældende kritik af vores pensionsforslag. Regeringen. Finansministeriet. Førende økonomer. Lederskribenter. Folk med gode uddannelser. Folk med gode job.
- Det får kun mig til at slås endnu mere for vores forslag om tidligere pension, siger Mette Frederiksen.
Enhedslisten
Men det er ikke nok, hvis man spørger Enhedslistens Pernille Skipper:
- Det kan ikke gøre det, at I vil lade nogle gå fra lidt før, når pensionsalderen stadig stiger. Vi er ikke i mål, hvis en murer kan gå fra som 72-årig i stedet for som 75-årig.
Hun bruger også sin tale til at advare mod de nye islamkritiske partier - såsom Nye Borgerlige og Stram Kurs.
- De har glemt, at vores oldeforældre, bedsteforældre og forældre byggede Velfærdsdanmark på et fundament af demokrati og lige rettigheder til alle. De lod ikke nogen slå en kile ned mellem murere og tømrere, mellem dem i arbejde og dem uden. Eller mellem dem, der har den ene eller den anden religion, siger hun.
Og præcis islamkritik vil hun nødigt have, at valget skal handle om.
- Vi skal ikke have et valg, der splitter, siger hun.
Socialistisk Folkeparti
Pia Olsen Dyhr bruger store dele af sin tale på en skolemetafor for Lars Løkkes regering.
- Ligesom tusindvis af andre her i Danmark lige om lidt skal testes, prøves og vurderes til eksamener i folkeskole, erhvervsskoler, på universiteter, så skal Løkke have vælgernes karakter, siger hun.
- 12 gives jo for den fremragende præstation uden fejl og mangler. Regeringen har jo som bekendt forkælet de rigeste arvinger og de mest velhavende borgere og samtidig gjort flere end 10.000 børn fattige og ladet uligheden vokse. Det er ikke bare fejl. Det er eklatante fejltagelser. Det er ikke godt nok.
Heller ikke et 10- eller 7-tal kan det blive til.
- Kære venner. Jeg er bange for, at jeg bliver nødt til at dumpe regeringens politik. Hvad siger i? Er Lars Løkke og hans regering dumpet?
Fagbevægelsens Hovedorganisation
Og i fagbevægelsen er der samme budskab. Lizette Risgaard, formand for Fagbevægelsens Hovedorganisation, bruger også sin tale på velfærd, og om hvordan den nuværende regering har skåret i velfærd og givet skattelettelser til de rige.
- Fagbevægelsen har foreslået Folketinget at indgå en pagt. En velfærdspagt, siger hun.
- Hvor politikerne – på tværs af partier – bliver enige om, at vores fælles velfærd skal udvikles, ikke afvikles! At når der kommer flere ældre, flere børn, flere unge – så skal pengene bruges dér. Ikke på luksussommerhuse eller lystbåde.