Et af omdrejningspunkterne under dagens samråd med statminister Helle Thorning-Schmidt er de forskellige udkast til udtalelser fra justitsminister Morten Bødskov om Retsudvalgets besøg på Christiania.
Justitsministeriet udsendte 19. november 2013 en udtalelse fra Morten Bødskov om Retsudvalgets besøg på Christiania.
Statsministeriet fik tidligere samme dag tilsendt to udkast til denne udtalelse via mail.
Thorning kendte til udkast
Begge udkast er sendt fra Justitsministeriets departementschef, Anne Kristine Axelsson, til Christian Kettel Thomsen, departementschef i Statsministeriet.
Og Helle Thorning-Schmidt har nu erkendt, at hun havde kendskab til de to udkast og den endelige udtalelse.
Statsministeren vil i dag blandt andet blive spurgt ind til, hvordan ændringerne i udtalelsen blev til, og hvorfor Morten Bødskovs beklagelse over, at "Retsudvalget fik viderebragt et forkert billede af den egentlige begrundelse" for at udskyde udvalgets Christianiabesøg i starten af 2012, er forsvundet i det tredje og endelige udkast.
Herunder kan du få indblik i, hvordan de Bødskovs udtalelser ændrede sig henover den 19. noevmber.
Første udkast
Af det første udkast fra klokken 11.24 fremgår det, at der er blevet fabrikeret en undskyldning for at aflyse et besøg på Christiania:
- Da formanden (formand for Retsudvalget SF's Anne Baastrup, red.) ikke måtte oplyse Retsudvalget om det konkrete trusselsbillede, blev det aftalt, at der skulle afholdes et møde i Retsudvalget med justitsministeren netop den dag, besøget skulle være afholdt, så formanden for Retsudvalget kunne bruge dette møde samt politidirektøren for Københavns manglende mulighed for at deltage i et forudgående møde om situation på Christiania som forklaring på, at besøget på Christiania måtte udskydes.
Andet udkast
I andet udkast til pressemeddelelsen klokken 14.07 er det tilføjet, at Bødskov erkender at have givet et forkert billede, og at han beklager forløbet.
- Derfor blev det i lyset af den ekstraordinære situation aftalt, at der skulle afholdes et møde i Retsudvalget med justitsministeren netop den dag besøget skulle være afholdt, så formanden for Retsudvalget kunne bruge dette møde samt politidirektøren for Københavns manglende mulighed for at deltage i et forudgående møde om situationen på Christiania som forklaring på, at besøget på Christiania måtte udskydes.
- Set i bakspejlet skal jeg beklage, at jeg bidrog til, at Retsudvalget fik viderebragt et forkert billede af den egentlige begrundelse for, at besøget ikke kunne finde sted på det ønskede tidspunkt.
Endelige pressemeddelelse
I den endelige pressemeddelelse fra 19. november klokken 16.54 - også sendt fra Anne Kristine Axelsson til Christian Kettel Thomsen - er Bødskovs erkendelse af at have givet et 'forkert billede' og hans beklagelse pillet ud.
I stedet ender Retsudvalget og offentligheden med at få denne forklaring:
- Da politidirektøren for København ikke havde mulighed for at deltage i et forudgående møde inden besøget den pågældende dag, indstillede formanden i lyset af den ekstraordinære situation til udvalget, at besøget måtte udskydes.
Den forklaring har siden vist sig at være løgn. En løgn, der førte til, at Morten Bødskov måtte gå som justitsminister i december 2013.
/DR Nyheder/