Overblik: Sådan bliver din chef bedre

Her er regeringens bud på, hvordan det skal gøres.

Innovationsminister Sophie Løhde og beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen præsenterede regeringens ledelses- og kompetencereform 'En offentlig sektor rustet til fremtiden' på et pressemøde i Finansministeriet i København i dag. (Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix) (Foto: Martin sylvest © Scanpix)

I dag præsenterede beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) og innovationsminister Sophie Løhde (V) et nyt udspil, der skal skabe bedre ledelse i det offentlige. Det skal gøres med 22 initiativer, som indgår i regeringens nye ledelses- og kompetencereform.

Blandt målene i udspillet er, at de over 800.000 offentlige ansatte i staten, kommunerne og regionerne skal have en bedre ledelse i hverdagen. Og så skal der gøres en særlig indsats for at få sygefraværet ned.

Her følger de vigtigste elementer i udspillet:

Kompetenceprofiler for statslige topledere

Der udformes kompetenceprofiler for afdelingschefer og styrelsesdirektører i staten, der kan anvendes til rekruttering og udvikling af statslige topledere. Kompetenceprofilerne skal supplere dem, der i dag er formuleret for departementschefer.

Mindre sygefravær

Der gennemføres en indsats, som skal få sygefraværet i det offentlige til at falde. Der bliver afsat 100 mio. kr. til en særlig indsats, hvor udfordringerne med sygefravær er størst, eller hvor arbejdsmiljøet er særligt belastet. Helt konkret skal der blandt andet laves et rejsehold, der kan tage rundt i hele landet og rådgive arbejdspladser, hvor sygefraværet fylder for meget.

Offentlige lederuddannelser skal have et eftersyn

Der skal laves et eftersyn af de offentlige lederuddannelser, som skal danne grundlag for ændringer af udvikling af nye offentlige lederuddannelser.

Nyt evalueringsværktøj til offentlig ledelse

Der skal udvikles et nyt værktøj til den enkelte leder om lederevaluering af høj kvalitet.

Medarbejdermotivationen i det offentlige skal undersøges

Der skal gennemføres en motivationsundersøgelse blandt ledere og medarbejdere i hele den offentlige sektor. Undersøgelsen skal bl.a. give input til, hvordan og inden for hvilke områder offentlige arbejdspladser kan arbejde med at styrke trivslen og motivationen blandt de ansatte.

Regeringen opfordrer også til, at man rundt omkring på de enkelte arbejdspladser sætter mere konsekvent ind over for dårlige ledere. Det kan være med kompetenceudvikling eller eventuelt omplacering af lederen. Og lykkes det ikke, skal lederen afskediges.

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter