OVERBLIK Sådan har Støjberg ændret forklaring: Fra instruks til manglende instruks

Udlændinge- og integrationsministeren har ændret forklaring flere steder i sagen om den ulovlige adskillelse af asylparrene.

Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) var i maratonsamråd på fem timer i Folketinget i går. Hun kan se frem til endnu et samråd før sommer. (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) deltog i går i et maratonsamråd på fem timer om det, som Folketingets Ombudsmand har kaldt en ulovlig instruks om at adskille alle asylpar under 18 fra hinanden.

Og til manges store overraskelse fremlagde ministeren på samrådet en noget anden forklaring på forløbet, end hun hidtil har gjort.

På samrådet sagde Inger Støjberg, at hun slet ikke har givet nogen instruks om at adskille alle par - uden undtagelse.

Hun forklarede, at hun ikke gjorde det, fordi hun på det tidspunkt, hvor hun sendte en besked til Udlændingestyrelsen, godt vidste, at det ville være i strid med dansk lovgivning og internationale konventioner.

Det, hun forklarede, at hun gjorde, var, at hun ændrede i en pressemeddelelse. En pressemeddelelse er noget helt andet end en instruks, mener Inger Støjberg. Det var en politisk markering, som så gik hen og blev opfattet som en instruks, lyder det.

Når pressemeddelelsen efterfølgende fik karakter af en instruks, så skyldtes det ifølge Inger Støjberg, at der ikke umiddelbart efterfølgende blev udsendt en egentlig skriftlig instruks til Udlændingestyrelsen, hvor undtagelsesmulighederne skulle fremgå.

- Det her bliver sendt ud som en pressemeddelelse. Der tilgår ikke Udlændingestyrelsen eller andre en instruks. Men i og med, at det her er det eneste skriftlige, der ligger, så er det, at det bliver omsat til en instruks, sagde Inger Støjberg under samrådet, hvor hun beklagede, at det var blevet opfattet som en instruks.

Har kaldt det instruks mange gange

Udlændinge- og integrationsministeren tilføjede, at hun godt vidste, at hvis hun havde sendt sådan en instruks, så ville det være forkert.

Hun sagde også, at det dermed var forkert, når der stod i pressemeddelelsen, at alle uden undtagelse skulle skilles fra hinanden, men det var jo mere en politisk markering, end det var en instruks, forklarede ministeren.

- Der forelå jo ikke en vurdering af, om pressemeddelelsen i sin ordlyd var ulovlig. Det gjorde der ikke, fordi det var en pressemeddelelse. Og som jeg sagde i min tale (tidligere på samrådet, red.), så var vurderingen i ministeriet, at der i et antal tilfælde under særlige omstændigheder skulle gøres en undtagelse til en separat adskillelse af de her par, sagde Støjberg.

Inger Støjberg har dog i flere omgange kaldt beskeden til Udlændingestyrelsen for netop en "instruks".

I et svar til Folketinget 13. marts i år skrev Inger Støjberg:

"... og at udlændinge- og integrationsministerens indkvarteringsinstruks blev oversendt til Udlændingestyrelsen om eftermiddagen."

https://twitter.com/niels_rohleder/status/870269891034664960

Og sådan lød det i TV Avisen 21. maj i år, efter at Politiken havde bragt historien "Inger Støjberg gav ulovlig ordre trods advarsler fra embedsmænd":

- Jeg var ikke bevidst om, at det her var ulovligt, da vi sendte instruksen ud. Da jeg bliver gjort opmærksom på, at det her ikke er lovligt i forhold til konventionerne, jamen så retter jeg ind, sagde Støjberg.

Her taler ministeren, som om det er en instruks, og at hun ikke på det tidspunkt, hvor hun sender den, vidste, at den ville være ulovlig.

Advarsel eller ej?

Det står dog i stærk kontrast til, hvad Inger Støjberg i maj sagde til Berlingske:

- Da vi sender instruksen ud, er jeg fuldstændig sikker på, at den er i overensstemmelse med internationale konventioner, og det er også dét, man siger fra ministeriets side, lød det.

Men i samrådet forklarer ministeren altså, at hendes ministerium ikke sagde god for instruksen, og dermed blev der ikke lavet den blåstempling, som Støjberg ellers tidligere har omtalt.

Udlændinge- og integrationsministeren har tidligere i forløbet afvist, at hun blev advaret af embedsmænd om, at man ikke kunne adskille alle asylpar, uden at der blev foretaget en konkret vurdering først.

Direkte adspurgt i et interview med DR Nyheder, om Inger Støjberg fik at vide af sine embedsfolk og jurister, at det var ulovligt, svarede hun:

- Nej, i forhold til den instruks, der bliver sendt ud, ligger der ikke noget fra ministeriet om, at det her skulle være ulovligt. Nej.

Men på torsdagens samråd erkendte Inger Støjberg, at der havde været indvendinger fra ministeriet.

Hun sagde, at det "var vurderingen (fra embedsmændene, red.), at der ville være tilfælde, hvor der af hensyn til Danmarks internationale forpligtelser skulle gøres en undtagelse til udgangspunktet om en separat indkvartering".

Ifølge lektor i forvaltningsret ved Aalborg Universitet Sten Bønsing er det ligegyldigt, om der er tale om en pressemeddelelse eller en instruks. Det er stadig et brud med ministeransvarsloven, fordi hun ikke har talt sandt.

  • SAGEN KORT

  • 10. februar 2016 udsender Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet en pressemeddelelse om, at ingen mindreårig asylansøger fremover vil blive indkvarteret sammen med sin ægtefælle eller samlever.

  • Af pressemeddelelsen fremgår, at "efter de nye retningslinjer må ingen mindreårige under 18 år indkvarteres på samme asylcenter som en ægtefælle eller samlever. Det gælder også, hvis parret har et eller flere fælles børn".

  • 34 par bliver omfattet af instruksen. To af parrene ville også være blevet adskilt uden instruksen, da den ene ægtefælle var under 15 år.

  • I april 2016 går Folketingets Ombudsmand ind i sagen efter en klage fra et ungt par, og Udlændingestyrelsen genoptager alle de berørte pars sager.

  • 19. maj 2017 bringer Politiken en artikel om sagen, hvor Inger Støjberg (V) erkender, at hun personligt fjernede embedsfolks forbehold om, at alle sager skulle vurderes individuelt.

Facebook
Twitter