OVERBLIK: Sådan vil regeringen bekæmpe radikalisering

Søren Pind fremlægger i dag regeringens 22 punkter i ny antiradikaliseringsplan.

Søren Pind knytter næven og fremlægger 22 punkter, der skal bekæmpe radikalisering (Foto: Sarah Christine Nørgaard © Scanpix)

Justitsminister Søren Pind (V) fremlægger i dag klokken 11.45 en større plan, der skal være med til at bekæmpe radikalisering.

Regeringen vil ifølge DR Nyheders oplysninger fremlægge tre hovedområder og 22 konkrete punkter. Umiddelbart møder planen opbakning hos Socialdemokratiet, De Konservative og Dansk Folkeparti.

Regeringens tre målsætninger er at sætte ind overfor online radikalisering, gribe direkte ind over for radikaliserede miljøer og bekæmpe radikaliseringen i de danske fænglser og arresthuse.

Nyt terrorpropaganda-filter

For at bekæmpe online radikalisering ønsker regeringen blandt andet at oprette en ny enhed hos Politiets Efterretningstjeneste, hvis hovedopgave er at identificere og fjerne ekstremistisk propaganda på nettet.

Man vil desuden indføre et filter på nettet, som man har gjort med børneporno, der skal kunne filtrere terrorpropaganda.

Danske internetudbydere skal også kunne tvinges til at blokere hjemmesider med ekstremistisk indhold, hvis der forekommer en dommerkendelse.

For at forebygge radikalisering på nettet ønsker regeringen at oprette et korps af såkaldte "fornuftstemmer", der skal deltage i debatten på sociale medier.

Vil slå hårdt ned mod fremmedkrigere

Regeringen vil gøre det betydeligt sværere for blandt andet syrienskrigere at vende hjem til Danmark. Man vil nemlig undersøge muligheden for et stop af alle offentlige ydelser til de hjemvendte krigere.

Man vil desuden udvide "børneattestordningen", hvor det fremover skal fremgå, om man har været fremmedkriger eller er dømt for terror. Det vil man gøre for beskytte børn og unge mod radikalisering.

I det andet hovedpunkt foreslår regeringen også, at man skal gå mere målrettet efter at retsforfølgere borgere, der kommer med ekstremistiske udtalelser.

Radikalisering i fængsler skal forhindres

Justitsministeren har længe haft radikalisering i danske fængsler som et særligt fokusområde.

- Personer med radikaliserede overbevisninger udgør en reel trussel mod vores sikkerhed. Det er helt uacceptabelt, at indsatte i fængslerne rekrutterer deres medindsatte til ekstremistiske miljøer, når de afsoner en dom, har Søren Pind tidligere sagt i en pressemeddelelse på Justitsministeriets hjemmeside.

Derfor vil regeringen nu sætte massivt ind på at forebygge radikalisering og ekstremisme i fængslerne.

Man vil blandt andet lave en ny radikaliseringsenhed i Kriminalforsorgen, der skal have det gyldne overblik og stå for koordineringen mellem de relevante myndigheder.

Det skal undersøges, om man kan lave nye modeller, der skal fjerne ekstremistiske og radikaliserede indsatte fra de øvrige.

I fængslerne foreslår man helt konkret, at alle prædikener skal foregå på dansk, og at man skærper tilsynet med religiøse forkyndere i de danske fængsler og arresthuse.

Facebook
Twitter