Den har været debatteret længe, og nu ser det ud til, at PSO-afgiften endegyldigt bliver afskaffet. Regeringen har ifølge DR Nyheders oplysninger bøjet sig og accepterer nu at bevare de kystnære havvindmøller, og dermed rykker en aftale om PSO'ens afskaffelse nærmere.
PSO-afgiften er en afgift, hvor elforbrugere over elregningen betaler til den grønne omstilling.
Dermed har private forbrugere været med til at betale for eksempelvis vindmøller og andre vedvarende energi-investeringer over elregningen siden 1998, hvor Public Service Obligations-afgiften (PSO) så dagens lys.
PSO-afgiften var dengang en del af liberaliseringen af energimarkedet, og hensigten var, at afgiften skulle være en hjælpende hånd til energiformer, der endnu ikke kunne klare sig selv på markedet.
I fremtiden skal midlerne til den grønne omstilling findes på finansloven og ikke over elregningen.
PSO-afgift strider mod EU-traktat
Det skyldes, at EU-kommissionen mener, at afgiften er traktatstridig, fordi den bliver pålagt alt elforbrug i Danmark, uanset om el-produktionen er foregået i udlandet eller i Danmark.
Afgiften finansierer kun støtteordninger, som udenlandsk el-produktion ikke har adgang til, og det strider imod EU-traktaten og forbuddet mod diskriminerende afgifter.
Derfor besluttede regeringen efter pres fra EU, at man skal have afskaffet PSO-afgiften senest 1. januar 2017.
PSO-afgiften indbringer hvert år syv-otte milliarder kroner, og med afskaffelsen skal regeringen finde pengene andre steder på finansloven.
Finansiering
Der har været flere forslag til, hvordan regeringen skulle finansiere regningen efter PSO-afgiften.
Blandt andet ville Venstre-regeringen sløjfe allerede planlagte kystnære havvindmøller, men det har de ikke kunne samle et flertal om, og derfor er kystnære vindmøller igen aktuelle.
Der har også været snak om, at en højere bundskat for alle skatteydere skulle stå for finansieringen – en plan, som S og DF er lune på.
Regeringen kan også fjerne en række erhvervsstøtteordninger eller afskaffe den grønne check, som i sin tid blev indført for at hjælpe familier med lave indkomster til at håndtere en højere elregning.
Med afskaffelsen af PSO-afgiften vil elregningen automatisk blive lavere, og derfor kan den grønne check enten afskaffes eller mindskes.