OVERBLIK: Svenske Borg og Coloplast er blandt Løkkes udvalgte på topmøde

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) har blandt andet inviteret den tidligere svenske finansminister til topmøde på Marienborg.

Anders Borg var Sveriges finansminister fra 2006 til 2014 og har tidligere besøgt Danmark og Løkke. (Foto: MADS NISSEN © Scanpix)

Hvordan får Danmark den lave vækst i vejret? Hvordan bliver der i 2025 råd til at have det samme velfærdssamfund som i dag? Hvordan kommer flere danskere ud på arbejdsmarkedet?

Det er nogle af de temaer, statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) skal diskutere med et stort hold af økonomer, erhvervsfolk og iværksættere de kommende dage i statsministerboligen Marienborg i Norsjælland.

Løkke har blandt andet inviteret den tidligere svenske finanssminister Anders Borg, der i årene efter finanskrisen kunne fremvise en økonomi med stor vækst. Han blev også kendt for sin karakteristiske hestehale.

Statsministeren vil bruge topmødet på Marienborg til at samle inspiration til den økonomiske 2025-plan, som regeringen fremlægger efter sommerferien, og som vil være omdrejningspunkt for det meste politiske arbejde på Christiansborg i efteråret.

Her er programmet for topmødet på Marienborg:

Dag 1 (onsdag):

  • En stærk skandinavisk model – også i 2025? Ud fra dette tema taler Sveriges tidligere finansminister, Anders Borg.

  • Herefter følger kommentarer fra cheføkonom Helge J. Pedersen fra Nordea og professor Philipp Schröder fra Aarhus Universitet.

  • Fra klokken 16 vil der være debat om digitaliseringen mellem CTO Esben Østergaard fra Universal Robots, administrerende direktør Peter Friis fra Google og administrerende direktør Eva Berneke fra KMD.

  • Under overskriften "Investeringer i Danmark" er der oplæg fra administrerende direktør Marianne Dahl Steensen fra Microsoft Danmark og CEO Peder Tuborgh fra Arla Foods.

  • Debat mellem blandt andet start up-investor Moonis Kamil og iværksætter Tommy Ahlers om start-ups.

  • Om aftenen - uden pressens adgang - taler Jim Hagemann Snabe, der er tidligere CEO for SAP og formand i World Economic Forum USA, om digitalisering og udfordringer og muligheder for danske virksomheder i en global økonomi.

Dag 2 (torsdag):

  • Muligheder og udfordringer i dansk økonomi frem mod 2025. Tidligere overvismand, professor Torben M. Andersen fra Aarhus Universitet, kommer med et oplæg. Han efterfølges af overvismand Michael Svarer og cheføkonom Steen Bocian fra Dansk Erhverv.

  • Det danske arbejdsmarked – klar til fremtiden? Her vil der være debat mellem administrerende direktør Stina Vrang Elias fra Tænketanken DEA, forskningschef Jan Rose Skaksen fra Rockwool Fonden og tidligere socialdemokratisk minister Carsten Koch.

  • Statsminister Lars Løkke Rasmussen afslutter seminaret på Marienborg klokken 12