Overrasket Kofod-afløser: Jeg havde ikke forestillet mig andet, end han skulle fortsætte det vigtige arbejde i EU

Marianne Vind er det nye medlem af Europa-Parlamentet for Socialdemokratiet.

Morten Bødskov og Jeppe Kofod ankom tidligere i dag til Statsministeriet. (Foto: Nikolai Linares © Scanpix)

Da Marianne Vind stod op i morges, havde hun ikke forestillet sig, at dagen ville byde på et jobskifte af de helt store.

Som førstesuppleant til Europa-Parlamentet for Socialdemokratiet er det nemlig hende, der rykker til Bruxelles, hvor Jeppe Kofods udnævnelse til udenrigsminister har efterladt en tom stol.

- Det kom faktisk som en stor overraskelse for mig, for han har været så dybt engageret i hele skattely og hvidvask-sagen i Europa-Parlamentet og har rykket på det område. Så jeg havde simpelthen ikke forestillet mig andet, end at han skulle fortsætte det vigtige arbejde, siger hun.

- Men det er en kæmpestor cadeau til ham, så stort tillykke til Jeppe – han bliver en god udenrigsminister. Og jeg er jo førstesuppleant, så for mig er det jo en kæmpestor overraskelse at stå op her til morgen og vide, at så rykker jeg til Bruxelles nu.

Kofod klar til skiftet

Jeppe Kofod har siddet i Europa-Parlamentet siden 2014, hvor han blev valgt ind med omkring 170.000 stemmer.

Alligevel glæder han sig over nu at vende tilbage til Danmark for at blive udenrigsminister.

- Det er jo en fantastisk dag, og jeg glæder mig til at komme op og hilse på vores nye statsminister og resten af regeringen, forklarede han, da han for kort tid siden ankom til Christiansborg.

- Jeg føler mig meget parat til skiftet. Både grundet mine kontakter internationalt, at jeg har været formand for Udenrigspolitisk Nævn og arbejdet med udenrigspolitik i mange år i Folketinget. Og så har jeg også siddet i Europa-Parlamentet

Jeppe Kofod blev første gang valgt ind i Folketinget i 1998. Her var han opstillet i Bornholms Storkreds.

Laver ikke en Hønge

Jeppe Kofod var ubestridt Socialdemokratiets største stemmesluger ved europaparlamentsvalget for godt en måned siden.

Han trak nemlig fjerdeflest personlige stemmer af kandidaterne på tværs af partierne. Men de mange stemmer bliver altså ikke vekslet til endnu en periode i parlamentet.

Marianne Vind frygter dog ikke, at Jeppe Kofod vil blive ramt af samme kritik, som SF's Karsten Hønge, der ganske opsigtsvækkende valgte ikke at tage sin plads i parlamentet på trods af, at han stod til at få SF's ekstra plads efter Margrethe Auken.

- Det synes jeg slet ikke, at man kan sammenligne. Karsten Hønge sad i Folketinget og kommer på listen til Europa-Parlamentet for på en eller anden måde at få flere stemmer. Men Jeppe har jo genopstillet, og vi kunne jo ikke før folketingsvalget forudse, om Mette Frederiksen ville blive statsminister eller ej. Så det er meget langt ude i konspirationsteorierne, siger hun.

Jeppe Kofods exit fra Europa-Parlament betyder desuden, at Christel Schaldemose, der fik andenflest stemmer blandt de socialdemokratiske kandidater, overtager posten som delegationsformand for de danske socialdemokrater i Europa-Parlamentet.

Korrespondent: Kofod er den største overraskelse

Udnævnelse af Jeppe Kofod til udenrigsminister er ikke kun kommet som en overraskelse for Marianne Vind.

DR’s politiske korrespondent Christine Cordsen beskriver den beslutning som den måske største overraskelse på Mette Frederiksens ministerliste.

- Det mest overraskende er Kofod, der netop er valgt til europaparlamentet. Så det er nok fordi Sass Larsen har trukket sig, så har man byttet rundt i toppen, forklarer hun.

Foruden titlen som udenrigsminister træder Jeppe Kofod også direkte ind i det magtfulde koordinationsudvalg, der foruden ham selv og Mette Frederiksen også tæller finansminister Nicolai Wammen og justitsminister Nick Hækkerup.

Derudover får han også en plads i sikkerhedsudvalget sammen med de øvrige medlemmer af koordinationsudvalget samt forsvarsminister Trine Bramsen.

Facebook
Twitter