Overvældet Arne i Aalborg: Det er ikke sikkert, det når at blive min tur - men så bliver det mine kollegers tur

Den 59-årige bryggeriarbejder blev mødt af stående klapsalver på S-kongres.

Han blev billedet på Socialdemokratiets helt store slagnummer i valgkampen. Han er blevet billedet på oppositionens gentagne angreb på regeringspartiet lige siden.

59-årige Arne Juhl fra Sønderjylland er om nogen blevet manden, der har lagt ansigt til diskussionen om tidligere tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet, som statsminister og S-formand Mette Frederiksen igen her til eftermiddag tog fat i, da hun talte foran partifællerne på partiets årlige kongres i Aalborg. Og så til bryggeriarbejderen Arne Juhl, der sad og lyttede med i kongressalen og modtog stående bifald fra socialdemokraterne.

- Jeg må nok sige, det er noget overvældende og så møde de der ægte politikere. De er jo normale mennesker, ligesom vi andre er. Helt nede på jorden.

Den sønderjyske bryggeriarbejder er også blevet brugt af Dansk Folkeparti, der retorisk og med et tikkende ur har spurgt, ”hvornår bliver det Arnes tur”. Hovedpersonen selv har dog rigeligt med tålmodighed, bedyrer han umiddelbart efter Mette Frederiksens tale.

- Så hurtigt går det ikke. Det ved I ganske udmærket. Arbejdsgiverne er nogle af de mest tunge drenge af danse med, siger Arne Juhl, der har været engageret i fagbevægelsen i store dele af sit liv.

Trepartssporet

For sideløbende med at Mette Frederiksen og Socialdemokratiet forsøger at overtale Dansk Folkeparti og formand Kristian Thulesen Dahl, forsøger partiet at stable en konkret model på benene i samråd med arbejdsmarkedets parter. Det vil sige Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH) og Dansk Arbedsgiverforening (DA).

Efter talen talte Mette Frederiksen med pressen, og her satte hun ord på forventningerne til, hvornår en konkret pensionsmodel kan være færdig og klar.

- Min klare forventning er, at vi har det hele på plads næste år. Og at vi får forhandlet en ny pension i den folketingssamling, vi åbner lige om lidt, sagde hun.

Måske bliver det ikke lige netop Arnes tur

Det som svar på spørgsmålet om, hvornår det bliver Arnes tur. Men det spørgsmål er ikke nødvendigvis det rigtige at stille, hvis man spørger hovedpersonen selv.

- Nu har de lovet, at det bliver gennemført i den her valgperiode. Det er ikke sikkert, at jeg når det, men så når nogle af mine arbejdskollegaer at få det, siger han.

Med til historien hører, at Arne Juhl for tiden er sygemeldt fra sit job og går igennem et forløb med kemoterapi. Et forløb, der altså lige nu gør det uaktuelt at tale om en tidligere pension for ham. Men for kollegaernes skyld sender han en opfordring til Dansk Folkepartis formand.

- Nu er de kommet i gang. Nu er det op til Kristian Thulesen Dahl at give de sidste mandater, så det kan blive gennemført, siger Arne Juhl, kort før han stryger ud ad døren fra kongrescentret.

Socialdemokratiet har endnu ikke lagt en konkret model frem for, hvem der skal have glæde af partiets forslag om tidligere tilbagetrækning.