Özlem Cekic melder sig ud af SF i protest

Det tidligere folketingsmedlem melder sig ud på grund af SFs opbakning til regeringens nødbremse på asylområdet.

Özlem Cekic kan ikke længere se sig selv i SF, siger hun. (Foto: ASGER LADEFOGED © Scanpix)

Tidligere medlem af Folketinget for SF Özlem Cekic melder sig nu ud af partiet. Det siger hun til Politiken.

Udmeldelsen sker ifølge Özlem Cekic som en protest mod den højredrejning i udlændingepolitikken, som SF har taget siden det seneste folketingsvalg.

- Vores veje er nødt til at blive skilt ad, for jeg kan ikke længere se mig selv i SF. SF har taget en højredrejning og glemt sit ståsted, siger Özlem Cekic til Politiken.

Hendes endelige opgør med partiet skyldes SF’s opbakning til regeringens såkaldte nødbremse, som i krisesituationer også kan lukke grænsen for uledsagede flygtningebørn.

Özlem Cekic betegner forslaget som "dråben, der får bægeret til at flyde over".

Udmeldingen kommer lige før SFs landsmøde, som afholdes i Odense i weekenden.

Gruppeformand Jacob Mark (SF) siger til Politiken, at det har været nødvendigt at flytte partiet politisk. Samtidig beklager han Özlem Cekics udmeldelse.

/DR Nyheder/