Christiansborg ønsker de prins Joachim tillykke med det nye job

Enhedslisten mener, at han skal have den løn, andre kvalificerede får.

SVM-regeringen har flertal, så opbakningen er der, men flere partier har alligevel taget stilling til, hvad de lige mener. (Foto: © Bo Amstrup, Ritzau Scanpix)

Prins Joachim sætter til september kurs over Atlanterhavet, hvor han har fået en ny stilling på den danske ambassade i Washington D.C.

Han skal i de kommende tre år være forsvarsindustriattaché ved ambassaden.

Med sig i bagagen vil prinsen have sine årpenge også kaldet apanage, som ifølge kongehuset er 315.449 kroner om måneden. Omtrent 3,7 millioner kroner årligt.

Før prinsen kan få dem med sig, skal han dog have Folketingets samtykke, fordi han kommer til at bo uden for landets grænser.

Og på Christiansborg er der umiddelbart opbakning til, at prins Joachim, som i øjeblikket arbejder som forsvarsattaché på den danske ambassade i Paris, får sin apanage med videre.

- Vi Konservative ønsker prins Joachim tillykke med de spændende opgaver, siger Konservatives politiske ordfører, Mette Abildgaard.

- Vi kommer til at bakke op om, at han får sin apanage med sig, tilføjer hun.

Hos Danmarksdemokraterne og Dansk Folkeparti er der også støtte til prinsen, oplyser partiernes politiske ordførere.

Ingen løn

Når prins Joachim begynder på sit nye job, vil han ikke modtage løn for sit arbejde.

Det samme gjorde sig gældende, da prinsen for fire år siden flyttede til Frankrig sammen med prinsesse Marie og parrets to børn.

Og Konseratives Mette Abildgaard mener også, at der er på sin plads.

- Han har nogle nationale forpligtelser som prins. Derfor synes vi, det er godt, han får mulighed for at tage apanagen med sig. Ligesom til Paris.

Abildgaard tiføjer, at der kan opstå situationer, hvor prins Joachim skal være rigsforstander herhjemme, og derfor er fair, at han får opretholdt de privilegier.

Mette Abildgaard (K). Arkivfoto (Foto: © Mads Claus Rasmussen, Ritzau Scanpix)

Som det ser ud i dag, er det kun dronning Margrethe, kronprins Frederik og prins Joachim, som får apanage.

Kongehuset oplyser, at kronprinsesse Mary får ti procent af kronprins Frederiks apanage.

Tilbage i 2016 besluttede kongehuset, at kronprins Frederiks søn, prins Christian, som den eneste af dronningens børnebørn forventes at modtage apanage.

To partier har ikke besluttet sig endnu

Det er ikke alle partier på borgen, som har taget stilling til, hvorvidt de vil bakke op om, at prins Joachim får apanagen, når han udskifter jobbet i Paris med et i USA.

SF's politiske ordfører, Signe Munk, oplyser, at folketingsgruppen ikke har besluttet sig endnu, men vil drøfte det snarligt.

Og sidst det skete, gav det da også anledning til debat.

Da prins Joachim fik job i Paris som forsvarsattaché, var meldingen fra Karsten Hønge, at prinsen ikke skulle have sin apanage med, da det var noget "ansættelsesmæssigt rod".

Han mente, det kunne blive problematisk, at prinsen fik en rolle som militærrådgiver, da han som en del af kongehuset sædvanligvis ikke opføre sig politisk.

- Hvis han på samme tid får årpenge, er det med til at understrege, at han er en del af kongehuset. Og det skaber forvirring om kongehusets placering. Vi risikerer konflikter og tvivl, sagde Hønge i juli 2020.

Alternativet har heller ikke haft mulighed for at samles og tage stilling til, hvorvidt de vil give deres støtte eller ej, fortæller politisk ordfører Torsten Gejl.

Men selvom der skulle være modstand, så er det usandsynligt, at det får indflydelse.

SVM-regeringen har som bekendt flertal i Folketinget og altså nok mandater til at beslutte, hvorvidt prins Joachim kan modtage årpenge i USA.

SF har ikke besluttet, hvordan de vil stemme, oplyser partiets politiske ordfører, Signe Munk. Arkivfoto (Foto: © Philip Davali, Ritzau Scanpix)

Han skal have løn som alle andre

Enhedslisten er ikke blandt de partier som flager højt med Dannebrog, når det gælder medlemmer af den kongelige familie.

Og partiets kulturordfører, Søren Søndergaard, mener, det er et problem, at apanagen bliver en erstatning for løn.

- Han skal have den løn, man giver andre kvalificerede, siger han.

- Vi synes principielt, at det er forkert, at apanagen ligger på det niveau, og at den skal dække for et normalt arbejde, forklarer han.

Kulturordføreren understreger dog, at prinsen bestemt skal betales for sit arbejde.

Enhedslisten mener, at prinsen skal have løn for sit arbejde. Arkivfoto (Foto: © Philip Davali, Ritzau Scanpix)

Da prinsen fik job i Paris var partiet også skeptisk.

Her pegede Søren Søndergaard på, at prinsen kunne have haft en urimelig fordel over andre kvalificerede ansøgere til stillingen.

- Princippet om, at man bliver valgt til et job, og der i vægtskålen ligger, at man er gratis, synes jeg ikke er særlig hensigtsmæssigt, sagde han dengang.

Hvorvidt partiet vil give samtykke til årpenge i USA, er for tidligt at svare på, siger Søren Søndergaard.

- Vi ved ikke, hvad der kommer ud af diskussionen.

Radikale Venstre, Liberal Alliance og Nye Borgerlige er ikke vendt tilbage på vores forespørgsel.