Tema Statsministrene

Der skete noget med Poul Nyrup Rasmussen (S), da han den 25. januar 1993 rykkede ind i Statsministeriet. Fra dét øjeblik begyndte han at anskue verden på en anden måde.

Anders Fogh Rasmussen (V) husker især den totale stilhed, der pludselig indhyllede ham, da han i november 2001 kunne lukke døren til statsministerkontoret for første gang. Det var den mærkeligste fornemmelse, han nogensinde havde haft.

Og selvom Lars Løkke Rasmussen (V) følte, at han havde forberedt sig så godt, han nu kunne, så kunne han alligevel ikke lade være med at tænke ’Nu er det nu’, da han endelig kunne sætte til rette bag det mahognibrune skrivebord i Statsministeriet i april 2009.

Det fortæller de hver især i DR1's nye dokumentarserie 'Statsministrene', som har premiere i dag klokken 20. Her er landets seneste fem statsministre blevet interviewet om, hvordan det føles at sidde med den altoverskyggende magt.

Men hvordan ser magten ud, når man står på sidelinjen af Danmarks mest magtfulde person?

Vi har spurgt tre personer, som har oplevet statsministerposten på nærmeste hold.

Fortalt med deres egne ord.

Peter Schlüter sammen med sin far, Poul, og sin mor, Majken Steen-Andersen. (Foto: PRIVATFOTO © Peter Schlüter)

Peter Schlüter var 18 år gammel, da hans far, Poul Schlüter, i september 1982 overtog statsministerposten efter Anker Jørgensen (S). Det skete uden et folketingsvalg, og fra den ene dag til den anden gik Peter Schlüter fra at være søn af en toppolitiker til at være statsministersøn.

Overraskelsen og ansvaret

- Det kom som en overraskelse for alle, at min far skulle være statsminister. Ikke mindst for ham selv. Selvom vi godt vidste, at landet var i en økonomisk krise, så kom det bag på os alle, at Anker Jørgensen kastede håndklædet i ringen og overlod posten til far.

- Familien var med til overdragelsen i Statsministeriet, og jeg husker, at det hele gik enormt hurtigt. Der havde jo ikke været noget folketingsvalg forinden, så der havde ikke været noget opløb, hvor vi kunne forberede os. Det gik først op for mig dagen før, at han nu skulle være statsminister. Og der gik også noget tid, før det for alvor gik op for ham, at han var blevet statsminister.

- Alt ændrede sig, efter at far havde været oppe hos dronningen. Han var ingen nybegynder i den politiske verden, men det nye embede og den alvorlige økonomiske situation opslugte ham fuldstændig i den første tid. Jeg kunne mærke, at ansvaret tyngede ham.

Her overtager Poul Schlüter Statsministeriet fra Anker Jørgensen (S).

- Antallet af timer, han brugte på arbejdet, var eksorbitant. Og når han endelig kom hjem, ofte midt om natten, havde han en kæmpe mappe med sig med yderligere papirer og dokumenter. Jeg forstår stadigvæk ikke, hvornår han fik sovet.

Familien og privatlivet

- På det tidspunkt var jeg 18 år og gik på hf. Jeg husker stadig, hvor mærkeligt det var at komme i skole dagen efter overdragelsen. Jeg følte, at alle pludselig kiggede og snakkede om mig, og jeg brød mig absolut ikke om det. Jeg følte samtidig, at jeg skulle stå til ansvar for min far og forsvare ham. Pludselig var hele familien kommet i mediernes søgelys, og det påvirkede mig da, hvis medierne ufortjent gik hårdt efter ham med halve sandheder, når man nu selv kendte det fulde billede.

- Selvfølgelig påvirkede det min far at være statsminister. Ikke mindst, hvis journalisterne gik efter Mie (Anne Marie Vessel Schlüter, som er hans tredje kone, red.), eller udstillede hans privatliv. Og han blev meget, meget personligt påvirket af tamilsagen til sidst, for han følte ikke, at det var gået retfærdigt til. Men ellers gav han kun sjældent udtryk for, at det politiske liv påvirkede ham personligt. Han kunne godt blive irriteret, ikke mindst i forhold til fodnotepolitikken (hvor et flertal uden om regeringen pålagde regeringen at føre en anden sikkerhedspolitik, red.). Men han forsøgte at undgå, at statsministerembedet skulle præge hans privatliv og familien.

Poul Schlüter sidder sammen med sin anden kone, Lisbeth Schlüter. Hun døde i 1988 som følge af kræft. Han blev efterfølgende gift med Anne Marie Vessel Schlüter, som han stadigvæk er sammen med. (Foto: Kurt Petersen © Scanpix)

Skyldfølelse og nærvær

- Vi så ikke hinanden så meget i hverdagen, for der var der fuld knald på. Og i de 10,5 år, han var statsminister, fik han oparbejdet en skyldfølelse over, at de hårde år havde trukket veksler på os alle sammen. Noget, som det sidenhen har været vigtigt for ham at kompensere for. Men vi havde fuld forståelse for, at det var et embede, som krævede fars fulde fokus.

- Det kom til at betyde meget for os, at Lisbeth (Lisbeth Schlüter, der var hans anden kone, red.) fik ombygget en fløj på Marienborg (statsministerens embedsbolig i Nordsjælland, red.) til privatbolig. Det gjorde noget for hele familien. Her kunne vi samles i weekenderne, både familie og venner, for han havde brug for at have folk omkring sig, som han kendte og kunne slappe af med. Her kunne far trække sig væk fra pligterne, når han endelig havde fri. Her betød det ikke noget, om han lige kom til tiden, eller indimellem var nødt til at tage en vigtig samtale på kontoret, som lå i den samme fløj.

- Når vi så var sammen, var han god til at være nærværende. Selvom han må have haft tusindvis af tanker i hovedet, havde han evnen til at lægge tyngden fra sig i nogen tid. Når jeg vendte ting og sager med ham, følte jeg aldrig, at mine problemer var for små til at belemre ham med. Men jeg ved, at andre tænkte de tanker, nu hvor han var statsminister.

Poul Schlüter trådte tilbage i 1993 som følge af tamilsagen. Han overlod statsministerposten til Socialdemokratiets daværende formand, Poul Nyrup Rasmussen. (Foto: MOGENS LADEGAARD © Scanpix)

- At han kunne være nærværende, skyldtes også de fantastiske og stærke kvinder, han havde i sit liv. De kunne sætte grænser og sige: "Så Poul, nu er det søndag, og vi har brug for dig”. For et stort vedkommende kørte han et parløb med dem. Der har han været rigtig, rigtig heldig.

- Det havde sin pris for min far at være statsminister i så mange år. Det var et umenneskeligt pres at stå på broen og holde roret så længe, og han blev også ældre at se på af det. Og han sagde altid meget kategorisk, at der ikke var noget pænt exit ud af politik. Det passede.

Anne-Mette Fogh Rasmussen var med på 'Færgen Sjælland', da hendes mand, Anders Fogh Rasmussen, i 2001 vandt folketingsvalget. (Foto: BAX LINDHARDT © Scanpix)

Anne-Mette Fogh Rasmussen havde været gift med Anders Fogh Rasmussen i 23 år, da han i 2001 vandt folketingsvalget og blev Danmarks statsminister. Nu gik hun fra at være gift med Venstres formand til at være statsministerfrue.

Lettelsen

- Den første gang, jeg kunne mærke, at min mand var blevet statsminister, var på selve valgaftenen, da vi ankom til Færgen Sjælland (hvor Venstre holdt sin valgfest i 2001, red.). Der vidste vi, at det ville ende med en sejr, og det føltes som en slags lettelse. Som kronen på værket for Anders, der fik den placering, han som politiker havde arbejdet hårdt for i mange år. Ikke for magtens skyld, men for Venstres skyld. Det var en festaften, og de unge VU'ere festede, så færgen gyngede voldsomt.

Anders Fogh Rasmussen (V) på Færgen Sjælland, efter at Venstre havde vundet valget i 2001.

Den samme person

- Jeg har aldrig følt nogen forskel på Anders, før og efter han blev statsminister. Selvfølgelig var det en stilling med meget ansvar, og hvor han hele tiden skulle være på. Men manden var jo den samme.

- Der er virkelig mange, der har forestillinger om, at han virkelig forandrede sig efter valget, men hvorfor dog det? Han er og bliver den samme, akkurat som jeg er og bliver den samme. Det er netop vigtigt, at man hviler i sig selv, bevarer sig selv, og tager imod udfordringerne, efterhånden som de kommer.

- Vi levede stort set på samme måde, efter at Anders blev statsminister. Den eneste ændring var, at der blev indført livvagter. Det skulle jeg lige omstille mig til. Men det blev jo hurtigt også bare en rutine.

Anne-Mette Fogh Rasmussen mødte blandt andet USA's daværende præsident, George W. Bush, som statsministerfrue. (Foto: Jens nøRgaard Larsen © Scanpix)

- Det var ikke sådan, at jeg hver dag gik rundt og tænkte, at jeg nu var gift med en statsminister. Det var min mands arbejde, som havde det været et hvilket som helst andet arbejde. Men vi havde selvfølgelig nogle anderledes og spændende oplevelser, idet vi begge skulle være med til at repræsentere Danmark i forskellige sammenhænge. Man skulle være et skarn, hvis man ikke værdsatte de oplevelser.

Noa Redington havde arbejdet flere år for Helle Thorning-Schmidt, inden hun blev statsminister i 2011. (Foto: MADS NISSEN © Scanpix)

Noa Redington havde været særlig rådgiver for Helle Thorning-Schmidt i flere år, da hun i 2011 vandt folketingsvalget og gik fra at være formand for Socialdemokraterne til at være landets første kvindelige statsminister. Han var særlig rådgiver for hende i de tre et halvt år, hun sad på posten.

Ansvaret og disciplinen

- Fra det øjeblik, Helle blev udpeget til kongelig undersøger dagen efter folketingsvalget, skete der en forandring. Der var hun blevet dirigenten. Nu var det hende, der sad tilbage med det store ansvar at lede landet.

- På valgaftenen sad jeg sammen med hende i hendes hus på Østerbro, og jeg husker, at jeg mest af alt bare var så glad for, at det var lykkedes. At vi havde vundet valget. Det var Helle også, men hun vidste samtidig, at det hele ville komme til at gå lynhurtigt fra nu af. Og det gjorde det.

Helle Thorning-Schmidt (S) på vej ind på Christiansborg efter valgsejren i 2011.

- Fra dag ét af var der så mange opgaver, hun nu skulle løse. Hun måtte være enormt disciplineret. Og som statsminister er man nødt til at udtale sig mindre kategorisk, end hvis man alene er formand for et parti.

Tæsk og hår på brystet

- Vi vidste hurtigt efter valget i 2011, at regeringstiden ikke ville blive nogen dans på roser. Økonomien havde det dårligt, Venstre stod godt rent politisk, og det var åbenlyst, at der var samarbejdsproblemer i regeringen. Helle tog også en del tæsk som statsminister, og der er ingen tvivl om, at det ikke var sjovt. Men hun var allerede blevet battle-testet i sin tid som formand for Socialdemokratiet og havde derfor fået en del hår på brystet. Og det nytter ikke noget at klynke. Hun følte, at hun tog de rigtige beslutninger ud fra de muligheder, der var til rådighed, og det hjalp hende.

Fra dag ét af som statsminister var Helle Thorning-Schmidt under stort pres. Fra sine egne, fra oppositionen og fra medierne. (Foto: Claus bech © Scanpix)

- Det er et enormt priviligeret job at lede landet, og det vidste Helle. Derudover bliver man dygtigere af det. Når man sidder i opposition, har man et par studenter og måske en akademisk medarbejder til at hjælpe en. Men som statsminister er man pludselig omgivet af Danmarks dygtigste embedsfolk, som gør en bedre.

Fokus

- Der er ingen tvivl om, at Helle var en bedre statsminister, da hun sluttede, end da hun begyndte. At hun var blevet mere robust, efter at hun havde holdt fire åbningstaler. Hvis man skal knække koden til statsministerposten, så skal man lære at forstå, hvad der er vigtigt, og ikke lade sig forstyrre af det ligegyldige. Og man finder ud af, at det meste af det, der foregår, ikke er specielt vigtigt.

- En af de vigtigste dynamikker i politik er at være på vej frem, for så investerer folk i en. Men når man er blevet statsminister, kan man ikke komme længere, og folk gider kun at investere i en, hvis der er en sandsynlighed for, at man bliver genvalgt. Hvis den er lav, bliver folk meget barske, og det kræver gode nerver at håndtere det. Det havde Helle. Det betød meget for os, der var omkring hende. Så længe vi gjorde vores arbejde godt nok.

- Helle var god til at inddele sin tid i bokse og undgå, at tingene flød sammen. Hun kunne være til stede der, hvor hun skulle være, og hun kunne godt skille eksempelvis kriser internt i partiet fra forhandlingerne om finansloven. Hun insisterede også på at have en form for normal dagligdag. Hun købte selv ind, og hun var optaget af, hvad der var i hendes køleskab. Derudover ville hun ikke forstyrres om aftenen, og jeg tror, at de klare prioriteringer i forhold til arbejds- og privatliv hjalp hende undervejs.

Helle Thorning-Schmidt nåede at holde tre åbningstaler i Folketingssalen, inden hun tabte valget i 2015. (Foto: søren bidstrup © Scanpix)

Den samme Helle

- Vi grinede utrolig meget i Statsministeriet. De fleste har nok oplevet, at der kan opstå en form for galgenhumor, når man er meget presset. Vi var under pres det meste af tiden, og derfor havde vi det virkelig, virkelig skægt. Vi var en lille gruppe, som var sammen nærmest hele tiden, og vi delte alt, for vi havde ikke så mange andre at dele tingene med.

- Det var selvfølgelig ikke sjovt for Helle, da hun tabte valget. Men hun fik et godt personligt valg, og der var en følelse af, at hun ikke havde været så tosset endda. Det undte jeg hende på alle måder.

Helle Thorning-Schmidts parti blev det største ved folketingsvalget i 2015, men samlet vandt blå blok valget. Hun valgte at gå af på valgaftenen. (Foto: Mathias Løvgreen Bojesen © Scanpix)

- Jeg tog på ferie efter valget, og for at være ærlig, var jeg mere optaget af mig selv end af nogen andre. Men det er klart, at det er hårdt at slutte som statsminister. Den ene dag er man omgivet af mennesker, der kun er optaget af ens ve og vel. Den næste er man helt alene. Bogstaveligt talt. Men de personer, som har været statsministre, har heldigvis en særlig psyke, der kan håndtere det.

- Jeg synes, at Helle formåede at være sig selv hele vejen igennem. Selvom det var intenst. Hun forblev lige så fjollet, glad og konstruktiv, som hun altid havde været, selvom ansvaret var et andet.

Se første afsnit af 'Statsministrene' søndag klokken 20.00 på DR1. Mandag den 28. august klokken 10.03 på P1 følger Bjarne Steensbeck og politisk analytiker Jens Ringberg op på søndagens afsnit.