Regeringen og dens støttepartier præsenterede i går en aftaletekst, som skal danne grundlag for en ny samtykkebaseret lovgivning om voldtægt.
Hvis loven bliver en realitet, er der tale om voldtægt, hvis der ikke er samtykke. Af aftaleteksten fremgår det, at kys, berøringer, nydende lyde og "relevante bevægelser" kan være udtryk for samtykke.
Men hvad betyder det egentlig?
DR Nyheder har talt med fire af de politikere, som har siddet med til forhandlingerne, og bedt dem svare på nogle af de spørgsmål, I har stillet.
Skal man kunne bevise, at der er sagt ja, eller skal man bevise, at der er sagt nej?
Kristian Hegaard fra De Radikale:
- Vi vender ikke bevisbyrden om. Det vil stadig være sådan, at man er uskyldig, til det modsatte er bevist. Det bliver stadig anklagemyndighedens opgave at bevise, at den person, der tog initativ til samleje, ikke havde fået samtykke.
Karina Lorentzen, SF:
- Der er ikke omvendt bevisbyrde i de her sager, men vægten kommer til at ligge på, om der forelå et samtykke eller nej.
Jeppe Bruus, Socialdemokratiet:
- Bevisbyrden er den samme, den altid har været. I dag kan du sige nej, uden at det er sikkert, at der har været tale om voldtægt i rettens øjne. Det ændrer vi i dag.
Rosa Lund, Enhedslisten:
- Man skal kunne bevise, at den sigtede ikke gjorde nok for at sikre sig, at der var samtykke.
Hvilke overvejelser har I gjort jer, i forhold til at bevistemaet kan blive skubbet?
Rosa Lund, Enhedslisten:
- Hele bevistemaet ændrer sig. I dag er temaet, om ofret sagde fra eller gjorde modstand, og nu ændrer vi det til, om den sigtede har gjort noget for at sikre sig, at der var samtykke.
Kristian Hegaard, De Radikale:
- Der er ingen tvivl om, at bevistemaet bliver ændret. Det har også været meningen. I dag er temaet, at før man kan blive dømt, skal der være vold eller trusler om vold i forbindelse med samleje, før det kan dømmes for voldtægt. Det skal nu centreres om, hvad den mulige gerningsmand gjorde for at indhente samtykke.
Jeppe Bruus, Socialdemokratiet:
- Det er nærmest grotesk, at vi lever i 2020 og har den opfattelse, at seksuel aktivitet mellem to mennesker ikke bygger på ligeværdige forhold. Nu flytter vi bevistemaet.
Karina Lorentzen, SF:
- I princippet er hele setuppet det samme, som det plejer, med de almindelige retsikkerhedsmæssige garantier. Men det vil bare være nogle andre ting, som det centrerer sig om. Nu skal man kigge på, om der lå et samtykke eller ej.
Hvad skal forstås ved "nydende lyde eller relevante bevægelser"?
Jeppe Bruus, Socialdemokratiet:
- Jeg tror faktisk, at stort set alle har helt styr på, at når man har en seksuel aktivitet sammen, så er det noget godt og positivt, som begge parter er enige om.
Karina Lorentzen, SF:
- Jeg tror godt, at vi alle sammen ved, når nogen giver udtryk for, hvornår det er rart, og hvornår det ikke er rart.
Kristian Hegaard, De Radikale:
- Det skal forstås som de helt normale verbale eller non-verbale tegn, man sender til hinanden, når det er tydeligt, at man har lyst til at have samleje. Der vil selvfølgelig nogle gang være tvivlstilfælde. Hvis man er tvivl om den lyd, der kommer, så må man indhente samtykke på anden vis. Så man man spørge. På den måde er de nye regler ret nemme.
Rosa Lund, Enhedslisten:
- Det er i virkeligheden et spørgsmål, som på en eller anden måde er lidt overflødigt. For langt de fleste ved godt, hvordan man har sex, og hvordan en person agerer, hvis man har lyst til sex. Hvis man er i tvivl om, hvordan det skal forstås, så spørg den, man skal have sex med.
Skal man skrive under på en kontrakt inden akten?
Karina Lorentzen, SF:
- Vi ved jo alle sammen godt, at det er ikke sådan, sex foregår. Når man mødes om det, ved vi godt, når man er med på den, eller når man ikke er med på den.
Jeppe Bruus, Socialdemokratiet:
- Det må man gerne, men det behøver man ikke.
Rosa Lund, Enhedslisten:
- Man bestemmer virkelig selv, hvordan man har sex. Det afgørende er, om man har sikret sig, at den person, man vil have sex med, har samtykket. Det er misforstået, at det handler om papir og kontrakter. Men hvis det kan få en op i stødet, vil jeg ved gud ikke blande mig.
Kristian Hegaard, De Radikale:
- Nej, det har aldrig nogensinde været på tale. Hvorfor der er nogen, der bliver ved med at køre rundt i det, har jeg ikke forstået.
Risikerer man ikke, at det stadig bliver påstand mod påstand, når der er tale om kontaktvoldtægter?
Kristian Hegaard, De Radikale:
- Der findes nærmest ikke en paragraf i straffeloven, hvor man ikke risikerer det. Og sådan vil det også være i voldtægtssager fremadrettet. Når vi nu ændrer voldtægtslovgivningen, bliver det slået fuldstændig fast, at den anden er med på den.
Karina Lorentzen, SF:
- Ved voldtægtssager er der ofte kun to parter, som ved, hvad der er foregået. Derfor vil det også i fremtiden være sådan, at man skulle kunne løfte bevisbyrden for, at der er foregået en voldtægt. Det skal være hævet over enhver tvivl. Her er der ikke forskel på den gamle ordning og den kommende ordning.
Rosa Lund, Enhedslisten:
- Ligesom i dag er langt de voldtægtssager påstand mod påstand, hvor offer og gerningsperson kender hinanden. Derfor ændrer det heller ikke ved, at der som regel ikke vil være vidner. Men ingen har sagt, at en samtykkelovgivning skulle gøre op med det. Sager med påstand mod påstand er svære at bevise, og det er det også i dag.
Jeppe Bruus, Socialdemokratiet.
- Det er klart, at når det handler om to personer alene i et lokale, så skal dommerne og retten vurdere troværdigheden af de forklaringer og de omstændigheder, der er i sagen. Det kan vi ikke ændre på, men det, vi kan ændre på, er, hvad det er, der skal bevises.