Pape er klar til at styrke politiets travle hvidvask-enhed

Antallet af indberetninger til hvidvaskenhed stiger, så der er brug for flere ressourcer.

Justitsminister Søren Pape Poulsen åbner op for at tilføre flere ressourcer til bagmandspolitiets hvidvaskenhed. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Ritzau Scanpix)

Efter store sager om hvidvask og meldinger om øget arbejdsbyrde vil justitsminister Søren Pape Poulsen (K) opruste bagmandspolitiets hvidvasksekretariat, skriver Politiken.

- Det står klart, at vi er nødt til at sætte hårdere ind over for hvidvask og anden økonomisk svindel. Det er undergravende for vores samfund.

Antallet af indberetninger om tvivlsomme pengetransaktioner og formodet hvidvask ventes at slå rekord i år.

30.000 indberetninger eller mere ventes at tikke ind i bagmandspolitiets særlige hvidvasksekretariat fra banker og sparekasser inden årets udgang.

Sidste år kom 25.000 indberetninger ind mod blot 5000 indberetninger i 2013, skriver avisen.

Bagmandspolitiet er blevet lovet seks nye medarbejdere, men det vil ikke ændre væsentligt på hvidvaskenhedens evne til at håndtere mængden af indberetninger, mener eksperter.

Også SF mener, at der skal flere folk og bedre udstyr til for at løfte opgaven.

- Vi bliver nødt til at sætte nogle flere ressourcer af både til mandskab og til ny teknologi, så SØIK kan håndtere de her mange, mange ekstra underretninger, siger erhvervs- og finansordfører Lisbeth Bech Poulsen,

Hun ser også gerne, at de europæiske myndigheder i højere grad kan mødes og udveksle erfaringer, og at Danmark går forrest.

/ritzau/