Pape: Får du tvangsfjernet ét barn, skal det næste bortadopteres

Søren Pape Poulsen er selv opvokset som adoptivbarn.

Hvis forældre tidligere har fået tvangsfjernet et barn, skal barn nummer to bortadopteres ved fødslen. I hvert fald hvis det står til de Konservatives formand, Søren Pape Poulsen.

- Det barn må ikke tvangsfjernes, men allerhelst bortadopteres ved fødslen, fordi forældrene har bevist, at det evner de ikke, siger han i Det Politiske Talkshow på DR1.

Pape understreger, at han taler for egen regning og endnu ikke har drøftet idéen med folketingsgruppen.

- De har simpelthen ingen forældreevne, så hvorfor i himlens navn skal en socialrådgiver eller andre bruge to år på at finde ud af, om det her barn skal tvangsfjernes.

Udtalelserne kommer på baggrund af regeringens melding om, at flere børn og unge skal tvangsfjernes og bortadopteres.

Pape er selv adoptivbarn

Søren Pape Poulsen blev ved fødslen selv bortadopteret, og tilbragte de første tre måneder af sit liv på et børnehjem i Lyngby.

Papes adoptivforældre, Ruth og Bent, havde længe næret et ønske om et barn, og deres ønske gik i opfyldelse.

Ruth havde ugen forinden besøgt børnehjemmet flere gange, og mandag morgen tog Svend med og fik givet den lille bylt i armene.

- Jeg plejer at sige, at de har givet mig den mest trygge barndom, noget menneske kunne ønske sig.

I dag er Pape slet ikke i tvivl om, at det for ham var den rigtige beslutning at blive bortadopteret.

- Jeg var så heldig, at hun traf det valg, så jeg kunne blive adopteret til en familie, som mest at alt brændende ønskede sig et barn.

Se Det Politiske Talkshow her.