Pape fejres af 1.000 partifæller som 'Danmarks næste statsminister', men nægter at svare på spørgsmål om ægtemandens usandheder

Han beklager, at have "sagt nogle ting, som er forkerte" om sin ægtemands fortid.

Den konservative statsministerkandidat, Søren Pape Poulsen, beklager at have videreformidlet "forkerte ting" og at have afholdt ministermøder på en privat ferie. (Foto: © Emil Helms, Ritzau Scanpix)

Selvtilliden fejlede ingenting ved indgangen til Det Konservative Folkepartis landsråd.

"Danmarks næste statsminister", stod der på et stort banner med et billede af partiformand Søren Pape Poulsen i Tivoli Congress Center.

Her holdt partiet sit årlige landsråd - en lille måned efter, Pape meddelte sit statsministerkandidatur, og meningsmålingerne røg på himmelflugt, så Konservative nu står til at blive det største borgerlige parti.

Men de seneste uger har en række sager om Papes ministermøder på en privat rejse og hans ægtefælles usandheder trukket overskrifter.

I går erkendte Pape så i et opslag på Facebook, at han har viderefortalt forkerte historier om sin mand. Og at han fortrød de møder, han på en privat ferie i Den Dominikanske Republik holdt med en række ministre uden at informere den danske udenrigstjeneste.

Søren Pape Poulsen forklarer sig her til formiddag på Facebook. (Foto: © (C) DR Nyheder / Facebook, (Billede fra Facebook))

"Det skulle jeg selvfølgelig ikke have gjort"

Men i opslaget kommer Pape ikke nærmere ind på, præcis hvad det er, han beklager. Derfor var det også det første spørgsmål fra pressen på landsrådet i dag.

- Der er sagt nogle ting, som er forkerte, og noget er også baseret på misforståelser. Det har jeg viderebragt i god tro. Det beklager jeg. Der er også nogle møder med politikere i Den Dominikanske Republik, jeg ikke skulle have holdt.

- Det skulle jeg selvfølgelig ikke have gjort. Det ærgrer jeg mig selvfølgelig over. Men nu vil jeg gå videre, for der er også mange ting, der skal ske i Danmark, og som er vigtigere for den danske befolkning, sagde Søren Pape Poulsen.

Hvad er det præcis, du beklager?

- Jeg kommer ikke til at gå mere ind i det. Jeg tror, at folk, der har fulgt med i det, kan se, at det ikke har været så kønt. Men nu har jeg sagt det, og jeg er ærgerlig over det og beklager det. Nu vil hele mit fokus være på at føre politik, for det er præcis det, jeg er her for.

Hvorfor er der kommet usandheder frem om din mands fortid?

- Det kan man gisne om. Det kunne jeg godt komme med en lang forklaring om. Nu har jeg skrevet det, jeg gjorde, og at der er ting, jeg beklager. Og nu skal jeg videre. For der er faktisk nogle danskere, der interesserer sig for politik.

Kan du både være statsminister og gift medJosue Medina Vasquez Poulsen?

- Altså, selvfølgelig kan jeg det. Og mit privatliv – som jeg forstår er meget interessant – der har jeg skrevet det, jeg har skrevet. Og nu er det tid til at gå videre.

"Lige nu er det ikke særligt godt"

Blandt de godt 1.000 fremmødte konservative medlemmer var der også stor appetit på at "gå videre", som partiformanden gentog igen og igen i sine svar til pressen.

De baglandsfolk, DR Nyheder talte med, havde stor tiltro til, at Pape-banneret med "Danmarks næste statsminister" vil holde stik. Også selvom flere af dem medgav, at sagerne om ægtemanden og de private ministermøder kan skade deres partiformand.

- Ja, det tror jeg desværre, det kan. Det går over på et tidspunkt. Men lige nu er det ikke særligt godt, sagde Leif Brünner, medlem af Københavns vælgerforening.

Fra Slagelse vælgerforening mente Søren Sørensen dog ikke, at sagerne risikerer at spænde ben for Papes statsministerambitioner.

- Hvor mange unge piger og mænd er ikke kommet med en lille forbedring af sig selv, når de møder hinanden første gang? Det er det, der sker, sagde han om Josue Medina Vasquez Poulsens usandheder om sin religion og sin relation til den tidligere præsident i Den Dominikanske Republik.

Søren Pape Poulsen har i en rum tid toppet listerne over mest troværdige politikere. Og det vil han fortsætte med at gøre, er folketingskandidat i Sjællands Storkreds Rune Kristensen overbevist om:

- Jeg har kendt Søren i over 20 år. Der er intet, der er ændret. Han er et meget, meget troværdigt og sympatisk menneske. Jeg er sikker på, han stadigvæk vil være den mest troværdige politiker, siger han.

Pape til Mette Frederiksen: Vi er nødt til at holde os til fakta

Selvom Søren Pape Poulsen i sin tale til landsrådet forsikrede, at han ikke havde tænkt sig "at bruge voldsom meget tid" på at tale om sine politiske modstandere, benyttede han alligevel lejligheden til at sende ikke så få bredsider mod statsminister Mette Frederiksen.

Han kritiserede hende i kraftige vendinger for i TV-debatten sidste søndag at hævde, at den konservative 2030-plan vil betyde fyringer af 40.000 offentligt ansatte.

Et tal, der siden er blevet heftigt diskuteret mellem socialdemokrater og konservative.

Under debatten mellem de tre statsministerkandidater "gik noget værdighed tabt", sagde Pape i dag i sin landsmødetale.

- Vi skal tage udgangspunkt i, at vi alle sammen vil noget godt for Danmark. Så kan vi være uenige om vejen derhen. Men vi er nødt til at holde os til fakta, Mette Frederiksen.

Søren Pape Poulsen nævnte hverken ægtemandens usandheder eller de ministermøder, han beklager at have holdt på en privat rejse i Den Dominikanske Republik, da han holdt tale på landsrådet. (Foto: © Emil Helms, Ritzau Scanpix)

Derefter kritiserede han i stærke vendinger Mette Frederiksens melding om, at hun "åbner for en løndiskussion" i det offentlige.

- Nu hvor regeringen er kommet bagud i meningsmålingerne, har Mette Frederiksen pludseligt lovet de offentlige ansatte mere i løn. Men det er et bluffnummer.

- Det skriver sig ind i historien om Nyrups efterlønsgaranti og Thornings betalingsring. Det blev heller ikke til noget, sagde Søren Pape Poulsen.