Pape fortryder kritiserede møder og erkender ’forkerte’ historier om sin mand

Statsministerkandidaten erkender, at han har viderefortalt forkerte historier om sin mand.

I 2018 havde Søren Pape Poulsen sin mand med til gallataffel på Christiansborg Slot i anledning af Kronprinsens 50 års fødselsdag, lørdag den 26. maj 2018. (Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix) (Foto: Henning Bagger © Ritzau Scanpix)

De Konservatives formand, Søren Pape Poulsen, har været i vælten i den seneste tid. Og nu erkender han at have viderebragt forkerte oplysninger.

- Min mand har sagt ting, som er forkert, mens andet er baseret på misforståelser. Det er oplysninger, som også jeg har viderebragt, men i god tro, indleder han i sit Facebook-opslag.

Erkendelserne på Facebook kommer, efter Ekstra Bladet og Jyllands-Posten i de seneste uger har kunnet afsløre en række hændelser med partiformanden og hans mand, Josue Medina Vasquez Poulsen, i centrum.

Senest har Ekstra Bladet fortalt, at Søren Pape Poulsen på en konference i Folketinget foran fremtrædende medlemmer af det jødiske samfund i Danmark og Den Israelske Ambassade i Danmark har fremhævet, at hans mand er jøde, og at han derfor får rådgivning om jødiske spørgsmål fra sin ægtefælle.

- Det er jo sådan, at min bedre halvdel er jøde. Og er kommet i synagogen fra spæd med sin familie hver eneste lørdag, sagde partiformanden ifølge Ekstra Bladet om sin mand, der er opvokset i Den Dominikanske Republik og Venezuela.

Søren Pape Poulsen forklarer sig her til formiddag på Facebook. (Foto: (C) DR Nyheder / Facebook © (Billede fra Facebook))

Problemet for Søren Pape Poulsen er bare nu, at Ekstra Bladet har været i kontakt med højtstående kristne, menighedsfæller og naboer fra Den Dominikanske Republik og Venezuela, som alle sammen fortæller, at Josue Medina Vasquez Poulsen og hans familie alle sammen var kristne.

Faktisk forklarer kilderne til Ekstra Bladet, at Josue Medina Vasquez Poulsens familie var stærkt troende og missionerende medlemmer af det kristne trossamfund Syvende Dags Adventistkirken.

DR har uden held forsøgt at få en kommentar fra Søren Pape Poulsen til Ekstra Bladets historie. Men da Ekstra Bladet først udkom med historien, fortrød Søren Pape Poulsen ikke noget.

- Jeg vidste ikke, at vi skulle til at registrere jøder i Danmark. Det gør I så på Ekstra Bladet, lød det i en skriftlig kommentar.

Pape: Det skal ikke gentage sig

Men den seneste tids historier har altså fået Søren Pape Poulsen til tasterne på Facebook her forud for weekenden, hvor De Konservative landsråd i Tivoli Hotel og Congress Center i København.

For historien om Søren Pape Poulsens religiøsitet står ikke alene.

Både Jyllands-Posten og Ekstra Bladet har beskrevet, hvordan Søren Pape Poulsen under en privat rejse til Den Dominikanske Republik i 2018 – mens han var justitsminister – havde ministermøder med politikere fra den Dominikanske Republik.

Det var møder, som blev omtalt og dokumenteret i lokale medier, men det var samtidig også møder, som Søren Pape Poulsen ikke havde informeret Udenrigsministeriet om.

Nu har udenrigsminister Jeppe Kofod ifølge Jyllands-Posten bedt Søren Pape Poulsen om en redegørelse for møderne.

- Jeg finder det stærkt problematisk, at vi i dag ikke kan få at vide, hvad der rent faktisk er blevet sagt. For det er vi nødt til at vide, når Danmark fører udenrigspolitik, siger Jeppe Kofod ifølge avisen.

Søren Pape Poulsen og Josue Medina Vasquez Poulsen med til Konservatives landsråd i 2014. (Foto: Linda Kastrup © Scanpix Denmark)

Men Søren Pape Poulsen så først ingen problemer i sine møder i Den Dominikanske Republik.

- Min bedre halvdel er fra den Dominikanske Republik, så det var en stor glæde for mig at lære landet endnu bedre at kende på en ferierejse, hvor vi fik lejlighed til at besøge mennesker, der kunne fortælle om landet. Der er ikke tale om noget officielt besøg, og det vidste dem, vi mødtes med, udmærket godt, udtalte han til Jyllands-Posten for præcis en uge siden.

Men her - en uge senere - beklager Søren Pape Poulsen møderne i Den Dominikanske Republik.

- Som Ekstra Bladet og Jyllands-Posten har skrevet, har jeg haft møder med politikere fra den Dominikanske Republik. Det står klart for mig, at jeg ikke skulle have mødtes med de politikere, uden jeg forudgående havde informeret og rådført mig med den danske udenrigstjeneste. Jeg fortryder de møder, skriver Søren Pape Poulsen.

’Forkerte oplysninger er ikke i orden’

Siden har Ekstra Bladet også i flere artikler sået tvivl om, om det er rigtigt, når Søren Pape Poulsen siden 2014 gentagne gange har omtalt sin mand som værende nevø til Danilo Medina, tidligere præsident i Den Dominikanske Republik.

I et interview på TV2 News i går forklarede Søren Pape Poulsen, at han skulle have været mere præcis i sin formulering om sin mand og ekspræsidentens relationer.

Han fastslog, at de to har en relation, men at der altså ikke er tale om, at Josue Medina Vasquez Poulsens onkel har været præsident i Den Dominikanske Republik.

- Jeg ved ikke hvor meget de taler sammen, men jeg synes faktisk ikke, at det er det mest interessante ved, at jeg godt vil være statsminister, lød det fra Søren Pape Poulsen.

Uden at sige præcis, hvilke forkerte oplysninger, han har videregivet, skriver Søren Pape Poulsen på Facebook, at det skal være slut nu med den slags forkerte oplysninger.

- Forkerte oplysninger er ikke i orden, og jeg vil fremadrettet sikre mig, at det ikke gentager sig, skriver han.

Det er under en måned siden, at Søren Pape Poulsen offentliggjorde, at han vil være statsminister. I weekenden holder partiet landsråd i København forud for den valgkamp, som partiet håber, kan gøre Søren Pape Poulsen til statsminister. Siden folketingsvalget i 2019 har Konservative bevæget sig frem i meningsmålingerne.

Du kan se den seneste meningsmåling foretaget af Epinion for DR nedenfor.