Pape: Løkke overså advarsler om mistillid til minister

Søren Pape Poulsen mener, at Løkke skabte absurd situation, da statsministeren truede med at udskrive valg.

- Jeg skal ikke vurdere, om det var useriøst af Løkke. Men jeg kan bare sige, at det undrede mig, siger Pape om at Løkke ville udskrive folketingsvalg. (Foto: Jonas Skovbjerg Fogh © Scanpix)

Det kom ud af det blå, og statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) truede med at udskrive folketingsvalg.

Krisen i blå blok stjal hele den politiske dagsorden i sidste uge, som kulminerede i weekenden, da Eva Kjer Hansen (V) gik af som miljø- og fødevareminister efter pres fra regeringens støtteparti De Konservative.

Løkke gentog flere gange, at De Konservative ikke havde advaret ham om, at partiet havde mistet tilliden til den nu tidligere minister, som ifølge De Konservative havde brugt ukorrekte regnemetoder i forbindelse med landbrugspakken.

Men det passer ikke, siger K-formand Søren Pape Poulsen i et interview med Ritzau. Så har Løkke ikke fulgt godt nok med i sagen, mener Pape.

- Hvis nogen var i tvivl om, hvorvidt der var dyb krise i det her, så har man beskæftiget sig med meget andet. Hvem, der talte med hvem og hvornår, det vil jeg simpelthen ikke gå ind i.

- Det her kom ikke ud af det blå, og enhver, der har fulgt det her, ved, at der var dyb krise i forhandlingerne om en tillægsaftale hos den daværende minister. Det undrer mig, hvis man ikke var klar over det. Mere vil jeg ikke sige om det, siger Pape til Ritzau.

/ritzau/