Pape og Løkke efter drab på tidligere bandeleder: Vil se exit-programmer efter i sømmene

Justitsministeren mener dog, det er for tidligt at konkludere på exit-programmerne.

Justitsminister Søren Pape Poulsen (K) vil nu drøfte exit-programmerne med politiet for at konkludere på, om programmerne beskytter de deltagende godt nok.

Drabet på den 31-årige Nedim Yasar, der fandt sted i går aftes i Københavns nordvestkvarter, giver anledning til hovedbrud og refleksion hos justitsminister Søren Pape Poulsen (K).

Det fortæller han foran en forsamling af journalister på Christiansborg her til eftermiddag. Ministeren betegner skuddrabet som ”trist”, ”alvorligt” og ”tragisk”.

Nedim Yasar er kendt i offentligheden som forfatter, radiovært og tidligere bandeleder. Han forlod i 2012 sin post som leder af banden Los Guerreros, der var støttegruppe til Bandidos. Herefter deltog han i politiets exit-program,

Søren Pape Poulsen mener, det er for tidligt at konkludere, om det exit-program har givet Nedim Yasar den nødvendige beskyttelse, men han vil nu tage en drøftelse med politiet.

- Det betyder, at vi må tage en drøftelse af, om vi er i stand til at beskytte dem, der vælger at sige farvel til kriminaliteten, siger han og fortsætter:

- Det vil være skidt, hvis ingen reflekterer over det. Når folk går i et exitprogram, så skal det gerne være sikkert for de mennesker, siger han.

Løkke: Exit-programmer under lup

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) erklærer sig enig i, at exit-programmerne nu skal under lup.

- Det er åbenlyst fornuftigt at se ned i, hvordan vores exitprogrammer er skruet sammen, siger han fra Berlin, hvor han i øjeblikket er til møder med den tyske kansler Angela Merkel.

Ifølge Københavns Politi rettede Nedim Yasar i august 2017 henvendelse til det lokale politi og oplyste, at han havde været forsøgt overfaldet. Det førte til, at han fik en alarmtelefon, men den havde han ikke med i forbindelse med skudepisoden i aftes, skriver politiet i en pressemeddelelse. Siden sidste år har han ikke oplyst politiet om andre trusler ifølge Københavns Politi.

Frygtede for sit liv

Justitsministeren afviser dog, at regeringen har forsømt at kigge exit-programmerne efter i sømmene.

- Hvis du kigger på selve exitprogrammerne, så gør vi jo faktisk rigtig meget. Det vi kommer til at drøfte er måderne og mulighederne for at passe på de folk, siger han.

Nedim Yasar har Både i den nye bog og i tidligere interviews beskrevet, hvordan han frygtede for sit liv.

I tv-programmet på DR 'Adgang med Abdel' har Nedim Yasar ligeledes fortalt om, hvilke forholdsregler han har været nødt til at tage, efter han har valgt at deltage i debatten om bandekriminalitet. Blandt andet at han som udgangspunkt holder sig fra at komme på Nørrebro i København.

Facebook
Twitter