Pape og Vanopslagh blæste til kamp for lavere skatter - Fock for grøn omstilling

Tre partier holdt landsmøder - her er tre ting, vi lærte.

Partileder Alex Vanopslagh slog utvetydigt fast, at Liberal Alliance peger på V-formand Jakob Ellemann-Jensen som blå bloks statsministerkandidat. Et svirp til K-formand Søren Pape Poulsen. (Foto: Henning Bagger © Scanpix)

Der er en anden vej ud af krisen end at bruge milliarder af offentlige kroner på offentlige investeringer. Med andre ord: Der er en anden vej ud af krisen end den vej, som regeringen sammen med sine støttepartier har anvist.

Budskabet var fremherskende i den tale, som Liberal Alliances politiske leder Alex Vanopslagh holdt på sit partis landsmøde lørdag formiddag. Budskabet var også en del af De Konservatives formand Søren Papes tale til medlemmerne fra Herning.

Stikpille til Pape

Partileder Alex Vanopslagh talte ved Liberal Alliance's landsmøde på Radisson Blu i Aarhus (Foto: Henning Bagger © Scanpix)

Alex Vanopslagh sagde det direkte i sin landsmødetale:

- Vi har brug for lavere skatter på arbejde, på opsparing og på investeringer. Det skal være billigere at drive virksomhed i Danmark. Det skal være billigere at investere i danske arbejdspladser. Det skal være billigere at gå på arbejde. Ja, hvorfor skal det være så dyrt at gøre Danmark rigere? spurgte Vanopslagh retorisk.

Samtidig sendte Vanopslagh et svirp med halen til Søren Pape Poulsen, der ikke entydigt har villet sige, at han peger på Venstre-formand Jakob Ellemann-Jensen som oppositionens leder og blå bloks statsministerkandidat.

- Vi kunne eksempelvis bruge mindre tid på ævl og kævl om, hvem der skal være blå bloks statsministerkandidat, så længe der ét parti, der er så meget større end de andre.

- Lad mig sige det utvetydigt, at vi ønsker os et blåt flertal, en blå politik og en blå statsminister, som hedder Jakob Ellemann-Jensen, lød det fra talerstolen på Radisson Blu i Aarhus.

Alex Vanopslaghs tale falder efter et år, hvor LA-lederen har kæmpet med særdeles sløje meningsmålinger, der flere gange har placeret partiet et godt stykke under spærregrænsen. Men måske er stemningen vendt. I hvert fald blev Liberal Alliance målt til 2,5 procent af stemmerne i den seneste måling foretaget af Epinion for DR Nyheder og Altinget. Det er faktisk en umiddelbar fremgang på 0,2 procentpoint siden folketingsvalget i 2015.

Pape langede ud efter Ellemann

Det Konservative Folkepartis digitale landsråd i Messecenter Herning (Foto: Claus Fisker © Scanpix)

Før Vanopslagh talte, havde Søren Pape Poulsen talt fra messecentret i Herning.

Her var budskabet lig det, som LA-lederen sendte afsted. For Søren Pape Poulsen gik direkte i kødet på regeringen og også samarbejdspartneren i blå blok, Venstre, for at hæve skatterne og hæve overførselsindkomsterne.

- Dagpengene er for flere sat op til 110 procent, endda med Venstres stemmer. Det var også lidt af en overraskelse, siger han.

Den Konservative leder efterlyste en diskussion af, hvad der er velfærd, og "hvad der bare er udgifter."

K-formanden holdt sin tale på ryggen af den optimisme, der præger partiet i øjeblikket.

Var der valg i dag, ville partiet få 8,7 procent af stemmerne og dermed stå til en solid fremgang. Det er stort set kun gået frem for partiet siden folketingsvalget i 2015.

Alternativ leder fremhævede grønne resultater

Alternativets landsmøde i Odense. (Foto: Tim Kildeborg Jensen © Scanpix)

Længere østpå holdt Alternativets politiske leder Josephine Fock sin landsmødetale på OB's superligastadion i Odense.

Her talte hun om, at Alternativet har stor indflydelse på Christiansborg, selvom de kun har ét mandat og ikke har fået aftryk i regeringens forståelsespapir med støttepartierne.

- Vi gør virkelig en forskel. Med borgerforslag kan alle borgere nu være med til at sætte den politiske dagsorden på Christiansborg. På den måde fik vi verdens mest ambitiøse klimalov med et mål om at reducere CO2-udledningen med 70 procent inden 2030. Det er ikke mange år siden, at de andre partier grinede af os, men nu lytter de til os, sagde hun.

Dén landsmødetale faldt efter et for Alternativet turbulent år, hvor det meste af folketingsgruppen er smuttet som følge af Josephine Focks lederskab af partiet. Kun Torsten Gejl er tilbage som partiets enlige medlem på Christiansborg.

Det kan ses målingerne. Kun 0,9 procent af vælgerne ville sætte kryds ud for Alternativet, hvis der var valg i morgen.

Facebook
Twitter