Pape stiller krav til Ellemann: Drop Løkkes velfærdsløfte

Venstre må have større ambitioner end at være Socialdemokratiet uden skattestigninger, mener den konservative formand.

Der er ingen idé med at få et borgerligt flertal, hvis Venstre vil fortsætte Socialdemokratiets økonomiske politik, mener De Konservatives formand, Søren Pape Poulsen. (Foto: søren bidstrup © Scanpix)

- Mit vigtigste krav til Jakob Ellemann-Jensen er, at han siger farvel til velfærdsløftet.

Sådan lyder kravet fra De Konservatives partiformand, Søren Pape Poulsen, før Jakob Ellemann-Jensen i morgen for første gang går på talerstolen som partiformand til Venstres årlige landsmøde.

- Jakob Ellemann-Jensen skal begynde en rejse væk fra det velfærdsløfte, Lars Løkke Rasmussen kom med i valgkampen, som bare sagde "Vi er det samme som Socialdemokratiet minus skattestigninger”, siger Søren Pape Poulsen og uddyber:

- Hvis vi på borgerlig side bliver sovset ind i, at alle de penge, vi kan skrabe ind, de skal bruges på en dyrere offentlig sektor, så er det jo helt skævt.

- Der være en bevægelse væk fra det synspunkt, ellers er det helt uholdbart.

Venstres velfærdsløfte blev lanceret dagen efter, at daværende partiformand og statsminister Lars Løkke Rasmussen havde udskrevet valg. Det er et løfte om at afsætte de penge, det vil koste at opretholde velfærdsniveauet, i takt med at der kommer flere ældre og børn.

I denne uge har Venstre gentaget velfærdsløftet i sit udspil til en finanslov for 2020. Pape erkender da også, at det nok ikke bliver på Venstres landsmøde i weekenden, at Jakob Ellemann-Jensen opgiver sin forgængers store valgløfte.

- Han siger nok i første omgang, at det er en dårlig idé, men mon ikke han så kommer på et tidspunkt og siger, ”Det mener Venstre også nu”? Kunsten er vel, hvornår han kan forlade Lars Løkkes velfærdsløfte, siger Søren Pape og tilføjer:

- Der skal jo være en ide med at have et borgerligt flertal. Hvis et borgerligt flertal bare skal føre en socialdemokratisk politik videre, så kan det jo være lige meget.

- Hvis et parti som Venstre ikke har ambitioner om skattelettelser, hvor i himlens navn efterlader det så det borgerlige Danmark?

Papes krav er ikke ultimativt

Spørgsmålet er, hvad Søren Pape Poulsen vil gøre, hvis Venstre også næste gang vil gå til valg på velfærdsløftet? De Konservative vil fortsat pege på Jakob Ellemann-Jensen som den naturlige statsministerkandidat for blå blok, forsikrer Pape:

- Men det kommer med en pris og nogle krav om, at man har respekt for borgernes penge. Jeg forstår ikke, at et liberalt parti mener, at man skal føre den samme politik som Socialdemokratiet bare uden skattestigninger.

Venstres landsmøde i weekenden er partiets første ordinære landsmøde med Jakob Ellemann-Jensen som formand. (Foto: Ida Guldbæk Arentsen © Scanpix)

Men hvor vil du gå hen, hvis Jakob Ellemann-Jensen holder fast i velfærdsløftet?

- Jeg går til vælgerne og beder om endnu større opbakning til, at dem, der kæmper for, at danskerne kan beholde flere af deres hårdt tjente penge, skal styrkes. Så kan vi også presse Venstre hårdere.

Er der ikke en risiko for, at du så kan få en plads på bænken, hvor du kan sidde og surmule?

- Jeg tror ikke, Jakob Ellemann-Jensen har lyst til at have mig til at sidde på bænken.

Kun ét andet parti i blå blok bakker op om velfærdsløftet

Alle de andre borgerlige partier - på nær Dansk Folkeparti - erklærer sig "fuldstændig enige" med Søren Pape Poulsen.

- Hvis der skal være et borgerligt samarbejde, skal det selvfølgelig være om en borgerlig politik, og så lægger man ikke ud med at love danskernes penge væk til en endnu større offentlig sektor, siger formanden for Nye Borgerlige, Pernille Vermund.

Folketingets nyeste borgerlige parti, Fremad, er enig.

- Man er nødt til at have en prioritering af, hvad man vil bruge midlerne til. Og vi er nødt til at have en skatte- og reformpolitik, der sikrer, at vi også er et rigt land fremover, siger partileder Simon Emil Ammitzbøll-Bille.

Liberal Alliances partileder, Alex Vanopslagh, ser helst, at Venstre dropper sit velfærdsløfte. (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

Hos det nu kun tre mandater store Liberal Alliance erklærer partileder Alex Vanopslagh sig også enig med Pape:

- Det er ikke Liberal Alliances politik, at velfærdsløftet skal føres igennem. Men vi er forskellige partier, og hvis jeg ville ændre Venstres politik indefra, så havde jeg jo meldt mig ind i Venstre. Jeg forsøger at trække i den liberale retning, og jeg vil da helst have, at velfærdsløftet bliver droppet, siger han.

Venstre: Vi står ved vores velfærdsløfte

Jakob Ellemann-Jensen har ikke ønsket at stille op til interview. I stedet svarer Venstres politiske ordfører, Sophie Løhde, på det konservative krav:

- Vi står ved vores velfærdsløfte i Venstre. I de kommende år bliver vi flere børn og flere ældre. Vi synes, det er vigtigt, at vi fortsat investerer i vores sygehuse, vores daginstitutioner og sikrer en bedre og mere værdig ældrepleje, siger hun.

Venstre dropper ikke sit velfærdsløfte, fastslår politisk ordfører Sophie Løhde. (Foto: Ida Guldbaek Arentsen © Scanpix)

Hvad siger du til, Søren Pape Poulsen opfordrer jer til at droppe velfærdsløftet?

- Vi har jo været i regering igennem mange år med Det Konservative Folkeparti og har faktisk også altid haft et fint samarbejde. Vi har også investeret massivt i vores velfærd i de år, hvor vi sad sammen i VK-regeringen, siger Sophie Løhde og tilføjer:

- Vi er forskellige partier, og derfor ser vi heller ikke ens på alting. For Venstres vedkommende står vi ved det velfærdsløfte, som vi har givet danskerne, og det er også afspejlet i vores udspil til en finanslov, som vi for nyligt lagde frem.

Betyder det så, at Venstre prioriterer velfærd over skattelettelser?

- Vi gik til valg på et velfærdsløfte, og vi gik også til valg på et skattestop. Hvis der er rum og mulighed for at lette skatterne, så mener vi, at det skal komme dem med de mindste indkomster til gode.