Pape tog første skridt til LTF-opløsning: 'Vi har skrevet dansk retshistorie'

Banden Loyal to Familia skal opløses, mener Københavns Byret. Flertallet på Christiansborg jubler.

Søren Pape, formand for Det Konservative Folkeparti, tog de indledende skridt til at få gjort Loyal to Familia forbudt, da han var justitsminister i den forhenværende regering. (Foto: Thomas lekfeldt © Scanpix)

Et kæmpe gennembrud og en milepæl i dansk retshistorie.

Så simpelt kan det skæres, hvis man spørger De Konservatives formand, Søren Pape Poulsen, der som daværende justitsminister tog initiativet til at få den Nørrebro-baserede bande Loyal to Familia (LTF) forbudt og opløst.

Det skete så i dag, da Københavns Byret nåede frem til, at der er grundlag for at opløse banden.

- Jeg vil tillade mig at være rigtig glad i dag, siger Søren Pape Poulsen og uddyber:

- Det er et kæmpe gennembrud. Det er retshistorie i Danmark. Jeg har sagt, at det her var en prøvesag. Jeg har sagt, at hvis LTF ender med at blive opløst, så mener jeg, der er andre organisationer og foreninger, vi skal kigge nærmere på.

Netop det med at kigge nærmere på andre grupperinger er der et klart flertal på Christiansborg, der ønsker.

Regeringen klar til flere sager

Søren Pape Poulsens afløser på posten, justitsminister Nick Hækkerup (S), er "meget tilfreds" med dommen i Københavns Byret, siger han til Ritzau.

Her anfører også han muligheden for på sigt at forbyde andre bander, hvis dommen mod LTF står ved magt.

- Måtte domstolene også i sidste ende komme frem til, at LTF kan opløses, så vil jeg sammen med anklagemyndigheden og politiet selvfølgelig se på, om der er andre grupperinger, der undergraver trygheden og sikkerheden i vores samfund.

- Og så vil vi tage stilling til det. Men dette er en historisk og principiel sag. Så derfor skal vi lige have den endelige afgørelse, før vi forholder os til det næste skridt, siger Hækkerup.

Kan ende i Højesteret

Dommen er nemlig ikke endelig. Den blev på stedet anket af bandens forsvarer, Michael Juul Eriksen, til Østre Landsret. Spørgsmålet kan på sigt ende med at blive en sag for Højesteret, da dommen er den første af sin type herhjemme.

Venstres retsordfører Inger Støjberg er også godt tilfreds med dommen, skriver hun til DR Nyheder.

- Loyal to familia skal sættes ud af spillet. Ingen danskere kan være tjent med, at udskud som disse bandemedlemmer har ret til at samle sig i dybt kriminelle grupperinger, skriver Inger Støjberg og slutter med ordene:

- De skal bare opløses.

Enhedslisten tror ikke på effekten af retsskridt

Omvendt er der ikke meget begejstring at spore hos regeringens støtteparti, Enhedslisten.

Retsordfører Rosa Lund vil ikke kommentere på den konkrete dom, fordi den endnu ikke er endelig. Men hun er fortsat skeptisk ved muligheden for at nedlægge forbud mod særlige grupperinger.

- Jeg tror ikke, vi kommer banderne til livs med et navneforbud.

- Vi kan se på erfaringerne fra Tyskland, hvor man har ulovliggjort andre typer af foreninger, at der har det nærmere givet et stærkere fællesskab. Det vil sige, at det har haft den modsatte effekt. Og det, vi er interesseret i, er jo, at banderne får mindre sammenhold, siger hun.

FacebookTwitter