Partier åbner for at sende Danmarks bedste kampvogne til Ukraine

Der er som minimum brug for en afklaring af, om Forsvaret herhjemme kan undvære de såkaldte Leopard 2-kampvogne, mener flere blå ordførere.

Kampvognene kan gøre en forskel for ukrainernes position i krigen, hvis landet modtager nok, vurderer militæranalytiker.

Flere partier i blå blok presser på for at få afklaret, om Danmark skal sende kampvogne af Leopard 2-typen til Ukraine.

De Konservatives forsvarsordfører, Rasmus Jarlov, er ikke i tvivl om, at Danmark skal donere de eftertragtede kampvogne.

- Danmark bør helt klart bidrage med Leopard-kampvogne. Det er afgørende, at ukrainerne får den kapacitet for at slå russerne tilbage, siger han.

Senere i dag forventes Tyskland officielt at sige, at man vil sende Leopard 2-kampvogne til Ukraine og give grønt lys til, at andre lande må gøre det samme.

Liberal Alliances forsvarsordfører, Carsten Bach, ser Tysklands udmelding som en oplagt mulighed for at få en oversigt fra Forsvaret over, hvad Danmark kan undvære.

- Det giver anledning til, at vi i forligskredsen tager en snak med regeringen om, hvad vi fra dansk side kan bidrage med.

Dansk Folkeparti vil også gerne donere kampvogne til Ukraine, hvis det danske forsvar kan undvære dem, siger forsvarsordfører i partiet Alex Ahrendtsen.

- Hvis Forsvarskommandoen vurderer, at vi kan sende nogle Leopard 2-kampvogne til Ukraine, bakker Dansk Folkeparti op.

På trods af Tysklands melding står forsvarsminister Jakob Ellemann-Jensen (V) fast på, at Danmark ikke har "aktuelle planer" om at sende nogle af de 44 danske Leopard 2-kampvogne afsted til Ukraine.

Tyskland bestemmer

Leopard-kampvogne er Danmarks nyeste og mest moderne kampvogne. Danmark råder over 44 styks. 14 af dem er i Estland, mens andre er ved at blive opgraderet hos den tyske producent.

Leopard-kampvognen er "made in Germany", så derfor bestemmer Tyskland, om Danmark må sende dem videre til Ukraine.

Ukraine har længe været ivrige efter at få fat i de tyskproducerede Leopard 2-kampvogne, og den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyj, har ved flere lejligheder bedt om kampvognene.

Og selvom den tyske udenrigsminister tidligere har sagt, at Tyskland ikke vil stille sig i vejen for, at andre lande sender deres leoparder afsted, har der manglet en officiel tilladelse.

En hjælpende hånd til Ukraine

Hvis Danmark kan undvære kampvognene, skal de forhåbentlig gøre gavn ved at smide russerne ud af landet, siger Alex Ahrendtsen fra Dansk Folkeparti.

- Det er i Vestens interesse, at denne krig afsluttes hurtigst muligt, så ukrainerne vinder.

Det er Rasmus Jarlov enig i - også selvom det kan blive en dyr udskrivning, hvis det betyder, at der skal indkøbes nye moderne kampvogne i Danmark.

- Vi skal være villige til at betale en økonomisk stor pris, for prisen bliver langt værre senere hen, hvis Rusland vinder krigen, mener han.

Militæranalytiker ved Forsvarsakademiet Kristian Lindhardt vurderer, at et dansk bidrag af Leopard 2-kampvogne kan gøre en forskel for ukrainerne, afhængigt af hvor mange der eventuelt bliver sendt af sted.

Kristian Lindhardt skitserer også flere ulemper ved en dansk donation.

For det første vil det betyde, at Danmark får sværere ved at leve op til det forsvar, som Nato forventer, at Danmark har.

For det andet mener militæranalytikeren, man kan diskutere, om de danske Leopard 2-kampvogne er de bedst egnede til at blive sendt til Ukraine, fordi de er så avancerede, at ukrainerne ikke nødvendigvis kan udnytte dem fuldt ud.

Og for det tredje kan det ske, at man bliver nødt til at pille elektronik ud af de danske kampvogne, før de kan sendes mod en krig, hvor de risikerer at falde i de forkerte hænder, fordi de indeholder en hel del fortroligt materiel.

Det er blandt andet grej som Hærens Taktiske Kommunikationsnetværk (HTK), en slags militært Google Maps, hvor både slagmarken og egne køretøjer kan ses i realtid.

- Dermed nedgraderer man egentlig en supergod kampvogn for så at sende den ud i krig. Det kan jo virke kontraproduktivitet, siger Kristian Lindhardt.