Partier efter forhandlinger: Regeringen er kravlet ned fra træet

Trods hårdt ultimatum for en uge siden indledte regeringen i dag forhandlinger om finansiering af en kommende forsvarsaftale.

Pia Olsen Dyhr og flere andre partiledere har raset mod regeringen den seneste uge. (Foto: © Ida Marie Odgaard, Ritzau Scanpix)

Efter en uge med politisk stormvejr inviterede regeringen i dag Folketingets partier til forhandlinger om, hvordan man skal finde flere penge til Forsvaret.

Tre partier - De Radikale, Liberal Alliance og SF - var på skift forbi finansminister Nicolai Wammens (S) kontor i dag, mens resten af Folketingets partier skal ind til en kop kaffe i løbet af næste uge.

De tre partier, der var inde i dag, bemærkede alle, at regeringen ser ud til at bevæge sig i en anden retning, end den som forsvarsminister Jakob Ellemann-Jensen (V) udpegede i sidste uge, da han stillede partierne et ultimatim:

Stem for at afskaffe store bededag - ellers må I ikke være med i forhandlingerne om et nyt forsvarsforlig.

Et forsvarsforlig, der skal forhandles på plads i år og gælde fra næste år.

Det virker ikke længere til at være et krav, siger SF's formand, Pia Olsen Dyhr.

- Jeg synes bestemt, regeringen bevæger sig i retning af en afkobling mellem store bededag og et forsvarsforlig. Det er selvfølgelig afgørende for SF, for SF kommer ikke til at støtte en store bededags-afskaffelse.

Også De Radikales leder, Martin Lidegaard, ser det sådan, at regeringen nu "er kravlet ned fra træet".

- Regeringen har droppet, at det er en adgangsbillet for at komme til forhandlingsbordet, at man siger ja til at afskaffe en helligdag.

Ingen grund til at slå dem i hovedet

For Liberal Alliances Alex Vanopslagh lignede det også, at der til mødet blev udlagt en "landingsbane", der gør, at de partier, der ikke vil stemme for at afskaffe store bededag, stadig kan få lov at være med i et nyt forsvarsforlig, når det skal forhandles på plads.

- Det er også det eneste rigtige at kravle ned fra træet.

- Og der er jo ingen grund til at slå dem i hovedet med, at de er kravlet ned fra det træ. Vi skal jo bare glæde os over, at de stopper med at gøre noget dumt, lyder det med et smil.

Hele striden mellem regeringen og de ni andre partier i Folketinget handler om, hvordan man skal finde penge til at øge investeringerne i Forsvaret.

For regeringen - og en del af de øvrige partier - vil fremrykke målet om at bruge to procent af det danske bruttonationalprodukt på Forsvaret, så man opfylder målet i 2030 i stedet for i 2033. Og det koster penge.

Regeringen vil finde tre milliarder kroner til det ved at afskaffe store bededag.

Men de ni andre partier har fremlagt en anden måde at finansiere det på ved blandt andet at finde penge i erhvervsstøtteordningerne.

Og så har de ni partier været rasende over, at regeringen oprindeligt gjorde det til at krav, at man skulle stemme for at fjerne store bededag, hvis man ville være med.

Den strid kan du høre meget mere om i denne udgave af DR's politiske podcast, Slotsholmen:

Ellemanns snublende start

Stadig ikke enige om noget

Men selvom der nu er blødt op på kravet om at sløjfe store bededag, er regeringen og de øvrige partier stadig ikke enige om, hvordan man så kan finde flere penge til Forsvaret.

Regeringen vil afskaffe store bededag uanset hvad - også hvis det ikke bliver koblet til penge til Forsvaret - men Alex Vanopslagh tror på, at man nok skal finde et kompromis.

- Finansieringen får de jo lige meget hvad via store bededag. Men de vælger så at sige, at nu stopper vi med at tage Forsvaret som gidsel og behandle Folketingets partier som nogen, man bare kan true og presse. Og det er jo en god tilgang.

- Så skal vi have drøftet, om der skal nye penge på bordet, eller om man også skal bruge nogle af store bededag-pengene eller noget helt tredje, siger han.

De tre partiledere i regeringen - Mette Frederiksen (S), Jakob Ellemann-Jensen (V) og Lars Løkke Rasmussen (M) - understregede på et pressemøde i tirsdags, at store bededag bliver afskaffet under alle omstændigheder. Også selvom det ikke ender med at finansiere Forsvaret. (Foto: © Mads Claus Rasmussen, Ritzau Scanpix)

SF's Pia Olsen Dyhr fornemmer også, at der blev taget positivt imod de ni partiers alternative finansieringsforlsag, selvom regeringen fastholder, at deres eget forslag er bedre.

Det sagde finansminister Nicolai Wammen også på vej ind til dagens forhandlingsmøder.

- Jeg vil bare sige i al stilfærdighed, at med det vi har set indtil nu fra partierne, så er det forslag til penge, som vi kender i forvejen.

- Penge, vi ellers skulle bruge på vores sundhedsvæsen, vores ældre eller vores børn. Og det er ikke noget, der giver flere hænder ude i vores velfærdssamfund og virksomheder, lød det.