Partier enige: Næste skridt i genåbningen bliver større end forventet

Storcentre, efterskoler og restauranter er blandt dem, der må åbne på særlige betingelser.

Statsminister Mette Frederiksen (S) og partilederne har i flere dage forhandlet om næste fase i genåbningen.

På Marienborg er partilederne blevet enige om næste fase af genåbningen efter dagslange forhandlinger.

- Vi har stadig det udgangspunkt, at det skal være sundhedsmæssigt forsvarligt. Men vi åbner op, så det gavner dansk erhvervsliv, danske virksomheder og derfor også danske lønmodtagere, siger statsminister Mette Frederiksen (S).

- Og så har vi også valgt at tage nogle hensyn, som ikke direkte hænger sammen med økonomi, men som har at gøre med, hvordan vi har det som mennesker i den her tid, fortsætter hun.

Åbningen er større end det, som statsminister Mette Frederiksen lagde op til i går. Her talte hun om storcentre, caféer, Superligaen og de store skoleelever.

Alt det er med, men aftalen indeholder også blandt andet efterskoler, foreningsliv og kirker.

Genåbningen kommer til at ske løbende - professionel sport kan med det samme gå i gang, noget mere åbner på mandag, endnu mere d. 18. maj.

Men hvis tingene begynder at gå i den forkerte retning igen, er regeringen klar til at trykke på bremsen.

- Situationen er stadigvæk alvorlig, og selvom vi i dag smiler, bliver jeg nødt til at undertrege, at det er en virus, vi har med at gøre, og den kan vi ikke forhandle med, siger Mette Frederiksen.

- Vi skal blive ved med at holde afstand og følge myndighedernes retningslinjer. Gør vi det, går vi mod en gradvis og større åbning af det danske samfund, siger hun med en bøn til dem, som er utålmodige for at få hele deres normale hverdag tilbage.

- I bliver nødt til at være solidariske med dem, der ikke må blive smittet af sygdommen, som risikerer at dø, hvis de får den, siger Mette Frederiksen.

Strikse krav

I aftalen lægger partierne op til at 'væsentligt flere' af de privatansatte, som i de sidste to måneder har arbejdet hjemmefra, kan møde fysisk ind på arbejde.

Men både på kontorer, på efterskoler og på restauranter er det helt afgørende, at kravene til afstand og god hygiejne bliver fulgt til punkt og prikke. Og blot fordi der kan være plads til mere end 10 mennesker på en restaurant eller i et klasselokale, betyder det ikke, at regeringen er klar til at slække på forsamlingsforbuddet, understreger statsministeren.

- Man skal lade være med at være for mange mennesker samlet, for det er der, smitten spreder sig.

- Man må ikke nu tænke "så inviterer jeg 19 af mine bedste kammerater, og så holder vi en fest". Det går ikke. Desværre. Ikke endnu, siger Mette Frederiksen.

Flere partier har ønsket at invitere turisterne tilbage til landet og åbne grænserne, og regringen drøfter lige nu mulighederne for at lave om på den nuværende grænsekontrol og indrejseforbud med vores nabolande, står der i aftalen.

Senest den 1. juni vil der være nyt om den sag.

Brat nedlukning, løbende genåbning

Mette Frederiksen lukkede store dele af Danmark ned den 11. marts i forsøget på at bremse coronavirusset.

Efter nogle uger var udviklingen i forhold til corona så positiv, at en genåbning begyndte. I den første genåbning var blandt andet daginstitutioner og de mindste skolebørn, som dog skulle følge nogle stramme retningslinjer i forhold til afstand og hygiejne.

Senere fulgte en åbning af liberale erhverv som frisører, massører og tatovører.

Denne aftale er anden fase af genåbningen af Danmark, og den betyder også, at butikker og virksomheder, som tidligere har været omfattet af et forbud og derfor har været lukket, stadig kan få kompensation for de faste udgifter, hvis de vurderer, at det ikke er hensigtsmæssigt at åbne.

Som optakt til forhandlingerne fik partilederne i går to rapporter. Statens Serum Institut stod bag en rapport, der viste, at det kunne lade sig gøre at åbne større dele af samfundet, uden at coronasmitten kommer ud af kontrol.

Og tre økonomer havde lavet en rapport, som undersøgte, hvor det bedst kunne svare sig at åbne op, hvis man så på sagen med samfundsøkonomiske øjne.

- Hvis man ser på serviceerhvervene, så er det storcentre, cafeer og restauranter, hvor man kan sige, at der er en væsentlig samfundsøkonomisk effekt på beskæftigelse og indkomst, hvis man kan åbne, forklarede Torben Andersen, professor i økonomi på Aarhus Universitet.

Facebook
Twitter